Lyt til artiklen

»Det er noget mærkeligt at spørge en statsminister om.«

Sådan lød det fra en noget overrasket Mette Frederiksen (S). Det var da også et noget usædvanligt spørgsmål, hun netop havde fået:

Er du til SM-sex?

Spørgeren var B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, og scenen for interviewet var også noget usædvanlig: En spinningtime i Fitness World i Herlev søndag morgen.

Joachim B. Olsen stillede Mette Frederiksen det temmelig personlige spørgsmål, fordi partiledere i Folketinget har fået fortrolige briefinger om, at den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, er til SM-sex (sadomasochistisk sex) – angiveligt fordi det kunne være relevant i forhold til, om han var mulig at afpresse for fortrolige oplysninger.

På den baggrund mener Joachim B. Olsen, det er relevant, om statsministeren er til SM-sex – idet hun jo i så fald også ville kunne afpresses.

»Jeg må sige, at jeg aldrig har fået det spørgsmål før,« svarede Mette Frederiksen på spørgsmålet.

»Jeg vil vurdere, at det her ikke umiddelbart går ud over, hvad min mand og jeg vil mene, jeg kan svare nej til,« tilføjede statsministeren, før hun kom med et klart svar på Joachim B. Olsens spørgsmål:

Sådan så statsminister Mette Frederiksen (S) og B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen ud efter spinningtimen og interviewet i Fitness World i Herlev.
Sådan så statsminister Mette Frederiksen (S) og B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen ud efter spinningtimen og interviewet i Fitness World i Herlev. Foto: Jacob Friberg
Vis mere

»Så svaret er nej.«

»Det er noget mærkeligt at spørge en statsminister om,« lød det efterfølgende fra Mette Frederiksen.

Ville du fortælle PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.) om det, hvis du var (til SM-sex, red.)? For det ville åbenbart være relevant for dem at vide.

»Det har jeg ikke nogen holdning til. Det er jo efterretningstjenesten, der afgør det. Det er jo ikke os politikere, der skal definere, hvad der er relevant for efterretningstjenesterne at vide,« svarede Mette Frederiksen og uddybede:

»Helt grundlæggende er det ikke politikerne, som definerer, hvad PET og FE skal. Der skal være en demokratisk kontrol med efterretningstjenesterne, og det er selvfølgelig både Folketingets og regeringens ansvar.«

Mette Frederiksen mener, at enhver anden statsminister ville svare det samme, og at 'regeringen aldrig vil udtale sig om forhold, der har med efterretningstjenesten at gøre'.

»Har du ikke nogen spørgsmål, jeg kan svare på?,« fortsatte hun.

Se hele interviewet med Mette Frederiksen i toppen af B.T.s liveblog om folketingsvalget her. Eller lyt til det som podcast her.