Dansk Folkeparti har i flere måneder været faretruende tæt på spærregrænsen på to procent, og i valgkampen sender Voxmeter-målinger for første gang partiet ud af Folketinget.
Det tager partiets formand, Morten Messerschmidt, til gengæld helt roligt.
- Vi har en opadgående tendens i de gennemsnitlige målinger, og det har vi haft i en længere periode. At Voxmeter så lige falder ud her, det tager jeg ret roligt.
- Jeg har en god fornemmelse i forhold til den valgkamp, vi er i gang med. Og jeg er sikker på, at Dansk Folkeparti får et fint resultat, siger han.
I den seneste måling, der er foretaget for Ritzau, står Dansk Folkeparti til at få 1,8 procent af stemmerne ved valget.
Det kræver mindst to procent af stemmerne at komme i Folketinget.
Under valgkampen har partiet en gang tidligere været under spærregrænsen i en Voxmeter-måling. Det var 7. oktober, hvor partiet stod til 1,7 procent.
Partiet har dog i flere måneder flirtet med spærregrænsen i Voxmeter-målingerne, da DF siden august har svinget mellem 2,1 og 3,3 procent.
Derfor har der ikke - i hvert fald i Voxmeter-målinger - været tale om entydig fremgang.
Tilbagegangen i onsdagens måling får dog ikke partiformanden til at ændre strategi for at sikre, at Dansk Folkeparti stadig er i Folketinget efter valget.
For "en svale gør ingen sommer, og en måling gør ingen vinter", siger han.
- Jeg vil køre den her valgkamp fuldstændig, som vi har gjort det fra begyndelsen med de vigtige temaer, som vi synes, er de centrale - og det vil vi blive ved med, siger Morten Messerschmidt.
- Og jeg er helt sikker på, at den opadgående tendens, der er i det glidende snit mellem alle målingerne, vil fortsætte.
/ritzau/