Advokat Tobias Grotkjær Elmstrøm stiller op for Lars Løkkes parti, Moderaterne, til folketingsvalget.

Men spidskandidaten i Østjyllands Storkreds har en stribe af klagesager bag sig i sit job som advokat.

I alt har han og hans virksomhed fået seks klagesager på nakken, hvilket har resulteret i bøder og godtgørelse på i alt 480.000 kroner.

Det skriver DR.

I tre af de seks klagesager har han tre gange groft tilsidesat god advokatskik, skriver DR.

Ifølge DR fordeler sagerne sig med tre sager i Advokatnævnet, to i Flygtningenævnet og en sag i Ligebehandlingsnævnet.

Hvis man kigger på de seneste meningsmålinger, tyder det på, at 40-årige Tobias Grotkjær Elmstrøm kan få en plads i Folketinget efter valget.

For lige nu står Moderaterne til at få 9,8 procent stemmerne, viser en meningsmåling fra Epinion.

Moderaterne slår sig blandet andet op på værdisager som retfærdighed, frihed, ansvar og pragmatisme. Og Lars Løkke har ikke lagt skjul på, at han stiller med et politisk uerfarent hold.

Den travle advokat, der har 30 ansatte i sit advokatfirma i Aarhus, har travlt med at føre valgkamp sammen med de andre kandidater i Moderaterne.

Når han ikke fører valgkamp, har han fokus på asyl- og inddragelsessager, erstatningsret og familieretssager, lyder det på kandidatens hjemmeside.

Han har også medvirket i dokumentaren fra tv-stationen Discovery, der har fået titlen 'F**k ikke med piger'. I den sag er han bistandsadvokat for alle de kvindelige ofre i sagen, der kendes som TikTok-sagen.

Ifølge DR drejer sagen fra Ligebehandlingsnævnet sig om, at Tobias Grotkjær Elmstrøm skulle have fyret en ansat, da han fandt ud af, at medarbejderen og kæresten skulle starte i fertilitetsbehandling.

Det fremgår af dommen fra nævnet, at medarbejderen blev fyret få timer efter, at han havde oplyst om en kommende operation i forbindelse med fertilitetsbehandlingen, der ville medføre nogle sygedage.

Ifølge AdvokatWatch skal Tobias Grotkjær Elmstrøms firma betale 400.000 kroner i erstatning, men sagen skal nu for en civilret, da den nyudnævnte politiker er uenig i afgørelsen.

»Jeg beklager selvfølgelig, at jeg har lavet de fejl, som Advokatnævnet har kritiseret mig for. I mit advokatfirma har vi hjulpet tusindvis af klienter med deres sager siden august 2013, hvor jeg startede mit advokatfirma op – det er der, mit fokus er,« skriver Tobias Grotkjær Elmstrøm i en sms til B.T., han ønsker ikke at stille op til et interview og har ikke yderligere at tilføje til sagen.