Der er ingen kompromiser, når det kommer til klimaet.

Sådan lyder parolen utrætteligt fra Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, der under ingen omstændigheder vil gå på kompromis i klimakampen.

Partiet har også tidligere været bannerfører for, at der maksimalt må være kød på menuen én dag om ugen i alle offentlige kantiner, og Sikandar Siddique selv har tidligere sagt, at alle danskere bør spise mindre kød.

Men den kompromisløse klimakæmper er ikke meget for at fortælle, om der er nogen steder i hans eget liv, hvor han selv går på kompromis for den gode klimasags skyld.

»Men gode ven, du har slet ikke forstået … Du skal lige sætte dig ind i det, vi siger,« lyder det blandt andet fra Sikandar Siddique, da B.T. møder ham lige før valgkampens første store partilederdebat på Christiansborg.

Spiser du kød?

»Lad mig starte med at sige, at det er en fuldstændig forfejlet præmis for at tale om klimaet. Det er at kaste diskussionen over på den enkelte borger. Det er magthaverne, der skal sørge for at reducere den animalske produktion.«

Skal man så ifølge dig bare slå sig løs som almindelig borger og så satse på, at magthaverne løser problemerne?

»Man skal tænke sig om, men jeg nægter at deltage i den her præmis.«

Hvorfor vil du ikke svare på, hvad du selv gør for ikke at gå på kompromis med klimaet?

»Fordi I fordummer debatten.«

Når du går ned og handler ind, er vi så enige om, at du har mulighed for at købe alternativer til kød?

»Jo jo. Men jeg nægter at deltage i snakken om, at det er den enkelte borgers skyld.«

Er det rigtigt forstået, at du ikke vil fortælle, om du selv spiser kød eller ej?

»Prøv at høre her – jeg har bæredygtige bukser på. Det er ikke, fordi jeg vil snakke med mig selv og om mig selv.«

Efter et par minutters tovtrækkeri afslører Sikandar Siddique dog endelig, at han er »begyndt at spise mindre kød«.

Se hele interviewet med Sikandar Siddique i videoen herover.

Læs alt om folketingsvalget her.