Mette Frederiksen (S) må trække i arbejdstøjet, hvis hun vil beholde de nordatlantiske mandater på røde hænder, lyder det fra B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

For det snævre flertal betyder, at hvis rød blok skal kunne tælle til 90, sidder Grønland og Færøerne på de tre afgørende mandater.

Og det efterlader det røde flertal i en skrøbelig position, hvor Lars Løkke Rasmussen (M) kan ende med at sidde med et es i ærmet.

»Hvis Lars Løkke kan lykkes med at et give Grønland et lukrativt tilbud, så kan hele magtbalancen tippe,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Derfor skal Grønland også forsøge at sælge sine mandater dyrt og udnytte den position, de befinder sig i.«

Grønlands mandater er ved de seneste seks folketingsvalg gået til rød blok. Uden de nordatlantiske mandater har Mette Frederiksen ikke mulighed for at skabe flertal uden om Moderaterne og blå blok.

Derfor kan det blive svært for Lars Løkke at vriste de grønlandske mandater ud af hænderne på Mette Frederiksen, vurderer Joachim B. Olsen.

»Mette Frederiksen vil være villig til at betale, hvilken som helst pris for at beholde de nordatlantiske mandater på røde hænder,« siger han.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og det kan være, at Mette Frederiksen skal i gang med bejleriet. For folketingsmedlem for det grønlandske parti Siumut, Aki-Matilda Høegh-Dam, siger til B.T., at man vil »pege på den, der er bedst for Grønland.«

Samtidig er det kommet frem, at Lars Løkke allerede på valgnatten tog telefonen og ringede til Grønland efter, at alle stemmerne var talt op. Ifølge Aaja Chemnitz fra det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit skulle Løkke have spurgt, om hun kunne overveje at lægge sit mandat hos blå blok.

Men spørger man Joachim B. Olsen, er det usandsynligt, at de Grønlandske mandater vil havne hos blå blok.

»Jeg er overbevist om, at hvad end Lars Løkke kan tilbyde Grønland, vil Mette Frederiksen overbyde,« slutter han.