Søndag aften mødtes de tre statsministerkandidater for første gang i bokseringen til kamp om danskernes stemmer.

Én kom sløvt fra start, én kom bragende igennem fra første minut, og én virkede meget usikker.

B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen agerer dommer over aftenens debat, og han er nådesløs.

Joachim B. Olsen giver kandidaterne stjerner på en skala fra nul til seks – og til sidst uddeler han også en ekstra guldstjerne til en helt særlig person.

Mette Frederiksen, Socialdemokratiet

Efter en sløv start trådte Mette Frederiksen for alvor i karakter, da der skulle debatteres skat, lyder det fra Joachim B. Olsen.

»Hun var rolig og præcis i sine formuleringer. Hun havde overskud i sine svar.«

Særligt i diskussionen om sundhedsvæsnet fik Mette Frederiksen markeret sig.

»Her fik hun det næsten sat op, som om valget handler om topskat eller kræftpakker. Selvom det selvfølgelig er at sætte tingene vanvittigt på spidsen, så virker det i en debat.«

En god aften for Mette Frederiksen betyder fem stjerner i Joachims bog. Kampen om aftenens førsteplads er tæt, men det bliver en andenplads i denne omgang.

»Hun slap ikke godt fra at angribe Ellemann på landbrug. Det virkede ikke så troværdigt.«

Statsminister og formand for Socialdemokratiet: Mette Frederiksen
Statsminister og formand for Socialdemokratiet: Mette Frederiksen Foto: Michael Drost-Hansen
Vis mere

Søren Pape Poulsen, Konservative

»Pape virkede langt mere usikker end i den forrige debat.«

Og den flyvende start for Jakob Ellemann-Jensen lod til at tage pusten fra Søren Pape Poulsen i begyndelsen af debatten, vurderer Joachim B. Olsen.

»Hans svar blev ofte for lange, og så er han altså ikke særlig stærk, når det ikke handler om skattepolitik. Han blev tydeligt irriteret over Mette Frederiksens angreb på hans økonomiske politik.«

Derfor bliver det kun til tre stjerner i denne omgang, og Søren Pape får dermed aftenens bundplacering.

»Det er svært ikke at tænke, at han har mistet en smule selvtillid på grund af de mange dårlige mediesager gennem de seneste dage og uger.«

Formand for Det konservative Folkeparti: Søren Pape Poulsen
Formand for Det konservative Folkeparti: Søren Pape Poulsen Foto: Michael Drost-Hansen
Vis mere

Jakob Ellemann-Jensen, Venstre

Jakob Ellemann-Jensen kommer bragende godt fra start ved at italesætte de fordomme, han møder om sin attitude, forklarer Joachim B. Olsen.

»Det var enormt befriende, at han starter med at sige, at han godt ved, han ikke er folkelig – for lige i det øjeblik blev han mere folkelig end nogensinde før.«

Og Ellemann holder den gode stime kørende i hele debatten og indtager førstepladsen.

»Hans angreb på Mette Frederiksen var knivskarpe, både når snakken faldt på mink og inflation.«

Kort sagt: Jakob Ellemann-Jensens bedste præstation i valgkampen indtil nu.

Formand for Venstre: Jakob Ellemann-Jensen
Formand for Venstre: Jakob Ellemann-Jensen Foto: Michael Drost-Hansen
Vis mere

Og i anledningen af den første statsministerkandidatdebat efter valgudskrivelsen har Joachim B. Olsen ønsket at uddele ekstra stjerner til en helt særlig person – nemlig aftenens vært, Cecilie Beck.

Cecilie Beck, vært

»Nu er Cecilie Beck ikke på valg. Men hun sikrede, at debatten blev langt mere interessant end den seneste debat mellem de tre statsministerkandidater.«

Hendes evne til konstant at skære igennem og insistere på, at de tre hovedpersoner svarer på spørgsmålene, er fænomenal, lyder dommen fra Joachim B. Olsen.

»Cecilie Beck sikrede et højt tempo, og det er en forudsætning for en god debat.«

Har du heller ikke fået nok af valget? Så følg med i B.T.s liveblog, hvor vi holder dig opdateret på seneste nyt.