»For blå blok er det som helhed bekymrende, at Danmarksdemokraterne og De Konservative taber momentum.«

Det siger B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, om de seneste meningsmålinger fra både YouGov og Voxmeter.

De viser nemlig en markant tilbagegang for begge partier.

De Konservative går fra 10,4 procent af stemmerne til 8,0 procent i en ny YouGov-måling.

Danmarksdemokraterne følger samme negative udvikling og går fra 10,6 procent til 8,3 procent. Du kan se hele målingen nederst i artiklen.

I Voxmeters seneste måling går De Konservative tilbage til 7,7 procent og Danmarksdemokraterne til 7,4 procent.

Fortsætter den negative spiral for de to partier, kan det ende med at koste blå blok valget, påpeger Joachim B. Olsen.

»Begge partier trækker vælgere over midten. Det tyder på, at Lars Løkke har overtaget den rolle lige nu,« siger han.

Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne oplever massiv fremgang.

I YouGov-målingen går Moderaterne fra 4,4 til 7,9 procent. Og i Voxmeter-målingen er Løkkes parti oppe på hele 9,2 procent svarende til 17 mandater.

Hvis den måling holder, bliver Moderaterne det tredjestørste parti.

Det store spørgsmål for blå blok er ifølge Joachim B. Olsen nu, om især De Konservative kan stoppe nedturen.

Partiets formand, Søren Pape Poulsen, har den seneste tid været ramt af den ene uheldige sag efter den anden, som har sat sit tydelige aftryk i meningsmålingerne.

Selvom den dårlige udvikling ser ud til at fortsætte, så mener Joachim B. Olsen, at De Konservative nærmer sig bunden af katastrofen nu.

»Jeg har svært med at forestille mig, at de får et dårligere valg end 6,6 procent, som de fik sidst,« siger han.

»De Konservative skal nok få fremgang i forhold til forrige valg, men det ændrer ikke på, at det vil føles som en maveplasker.«

Partiet har nemlig tidligere ligget godt i målingerne og været på en selvsikker sejrskurs.

Ifølge Joachim B. Olsen har flere kandidater i partiet derfor også kastet mange penge i valgkampen i håbet om et decideret kanonvalg. Men den indsats tyder nu på ikke at bære frugt.

For Danmarksdemokraterne er selv syv procent stadig et »fremragende resultat«, siger Joachim B. Olsen.