Regeringsforhandlingerne fortsætter, og mandag er sundhedsområdet på papiret.

Mette Frederiksen (S) har igen indkaldt de partier, der fortsat er med i forhandlingerne om magten. Det eneste parti, der indtil videre har trukket stikket, er Danmarksdemokraterne.

Ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, kommer ingen af partierne til at træde i Danmarksdemokraternes fodspor efter mandagens forhandlinger, men det betyder ikke, at der ikke er store knaster partierne imellem.

»Alle er enige i udfordringen, men løsningen skiller dem ad,« siger han.

Joachim B. Olsen påpeger to store områder, forhandlingerne kommer til at danse om i dag. Mangel på arbejdskraft og selve sundhedsvæsenets indretning.

»I forhold til manglen på arbejdskraft er der først og fremmest stor enighed i, at der skal gøres noget ved lønnen, men stor uenighed i løsningen. Og så er blå blok mere til reformer, der skubber danskerne ud på arbejdsmarkedet – og det er de altså ikke begejstrede for i den røde blok,« siger han.

Og så er der selve indretningen af sundhedsvæsenet, der også skiller farverne ad.

»Der er nogen, herunder Lars Løkke Rasmussen (M), der vil nedlægge regionerne, og det ønsker hverken Socialdemokratiet eller Venstre, fordi de er stærkt repræsenterede i dem. Det er helt sikkert også en stor knast,« fortæller Joachim B. Olsen.

Om valget af sundhedsområdet på dagsordenen til mandagens forhandlinger er tilfældigt eller ej, har han også er klart svar på.

»Sundhed ligger øverst hos vælgerne. De første forhandlinger var helt generelle, og nu gælder det først de vigtigste emner hos vælgerne,« siger han.

Selvom partierne er præget af uenigheder i løsningerne, vurderer Joachim B. Olsen, at der nok skal falde nogle aftaler hen over midten – men ikke som en bred regering.

»Man skal stadigvæk huske, at det er et stort teater det hele. Altså snakken om en bred regering. Ud over Løkke er der ingen, der ønsker den form for regering, når det kommer til stykket,« vurderer han.

Regeringsforhandlingerne finder sted på Marienborg og forventes at vare til sent mandag aften.