Først da stemmerne på det allersidste valgsted var blevet talt op, blev det røde flertal en realitet.

Men valgresultatet gav også Mette Frederiksen en helt anden trumf på hånden.

»Mette Frederiksen er faktisk i en gunstig position,« lyder analysen B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

Forklaringen skal findes i, hvordan mandaterne endte med at fordele sig efter, at stemmerne var talt op.

Moderaternes Lars Løkke Rasmussen mistede i 11. time rollen som kongemager, idet Mette Frederiksen kan – og ifølge Joachim B. Olsen også vil – danne en regering baseret på det røde flertal.

Men det betyder ikke, at Løkke ikke får en nøglerolle.

»Hun kan samarbejde med Løkke som alternativ til Enhedslisten og med Enhedslisten for at presse Løkke,« siger Joachim B. Olsen om den parlamentariske situation, der nu er opstået efter valget.

For sagen er den, at en ny socialdemokratisk ledet regering med Mette Frederiksen i spidsen kan mønstre flertal både med Moderaterne og med Enhedslistens mandater.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det giver hende den luksus, at hun kan få politik igennem, som er mere midtersøgende med Lars Løkke – og mere venstreorienterede forslag igennem i samarbejde med Mai Villadsen og Enhedslisten.

Men ikke alt er fryd og gammen for Mette Frederiksen og hendes – sandsynligvis – kommende regering.

»En kommende rød regering vil være sårbar, idet den hviler på et yderst spinkelt grundlag,« siger Joachim B. Olsen.

Det røde flertal er nemlig i bogstavelig forstand kommet i stand på alleryderste mandat: 90 mandater til rød blok mod 89 til blå blok.

»Korthuset kan falde sammen, hvis en enkelt kandidat bliver løsgænger eller skifter parti,« siger Joachim B. Olsen.

»Derfor er jeg ikke overbevist om, at den kommende regering holder i alle fire år,« lyder det fra B.T.s politiske kommentator.