Det, der skulle have været en stor valgfest for Konservative, blev i stedet en kæmpe fuser.

Sådan lyder meldingen fra Joachim B. Olsen, B.T.s politiske kommentator, der befinder sig ved Børsen, hvor Konservative holder fest.

Det får ham samtidig til at sætte spørgsmålstegn til, hvorvidt Søren Pape kan fortsætte som formand for partiet.

»Jeg har meget svært ved at se, at Pape bliver siddende som formand. For han skulle jo netop genrejse partiet. Han så ud til at gøre det, men han er mislykket. Det kan godt ende med at blive grimt,« siger han.

»Det er helt utroligt, fordi partiet har ligget til 16-17 procent i meningsmålinger og Søren Pape har meldt sig som statsministerkandidat. Det virker nærmest som en joke lige nu.«

Han har talt med det konservative medlem Britt Bager, som ikke ser ud til at blive genvalgt, hvis exitpoll holder. Hun mener dog stadig, at Søren Pape er den rigtige mand i spidsen for partiet.

»Det svarede hun ja til. Men det gør man måske også på sådan en aften,« lyder det fra Joachim B. Olsen.

Ifølge DR og TV 2's exitpoll står Konservative til at få mellem 5,5 og 5,7 procent af stemmerne..

»Det er en episk maveplasker for ham (Søren Pape red.), og det bliver endnu værre for dem, end de havde frygtet,« fortæller Joachim B. Olsen.

Du kan følge mange flere reaktioner i B.T.s omfattende dækning af tirsdagens valg til Folketinget i vores liveblog.