Lyt til artiklen

'Det er en svær aften.'

Sådan lyder meldingen fra Jeppe Kofod i et Facebook-opslag, efter at han ikke er blevet valgt til Folketinget.

'Jeg ved om nogen, at der i politik ikke bare er medgang og modgang, men også kriser og nærmest uoverstigelige udfordringer – både politiske og personlige,' skriver han blandt andet.

Han påpeger, at han er stolt af sin indsats og de resultater, han har opnået som udenrigsminister. Her nævner han blandt andet corona, Afghanistans kollaps, krigen i Europa som nogle af eksemplerne.

'Livet er ikke en lineær succeshistorie. Det er som nævnt med medgang og modgang – og personlige kriser. Jeg har ikke bare oplevet dem tæt på, men levet med dem. I politik har jeg stillet op og kæmpet. Idealistisk som jeg er. Nogen gange går det ikke ens vej.'

Han forklarer, at han godt vidste, det ville blive en stor udfordring med opstillingen i Ringsted-Sorø/Sjælland Storkreds, efter ikke at have stillet op til Folketinget siden 2011.

Og med 4.279 stemmer måtte han se sig slået til ministrene Magnus Heunicke, Kaare Dybvad, Astrid Krag samt Frederik Vad, Kasper Roug, Mette Gjerskov og Rasmus Horn Langhoff.

Han var omkring 650 personlige stemmer fra sidstnævnte.

»Jeg blev kastet af hesten. Men på et tidspunkt skal jeg nok komme op igen,« forsikrer han om og understreger, at han nu vil sunde sig.

Endeligt benytter han lejligheden til i opslaget at takke de personer, der viste ham tillid med deres kryds, ligesom han takker sine partifæller og familie.

Samtidig glæder han sig over Socialdemokratiets historisk gode valg.