72 mandater.

Det var, hvad det blev til for blå blok. Det førte allerede på valgnatten til et rivegilde – mellem blå bloks mest hæderkronede partier.

Valgresultatet var en gedigen mavepuster for den blå opposition, som ellers syntes at have vind i sejlene frem mod udskrivelsen af valget.

Oppositionen stillede med to udfordrere til Mette Frederiksens post som statsminister: Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Konservatives Søren Pape Poulsen.

I stedet endte det med en vælgerlussing til blå blok – og især netop de to hæderkronede partier som bejlede til statsministerposten – og et rødt flertal.

Det førte allerede på valgnatten til et rivegilde i blå blok, skriver Berlingske.

»Det har været en katastrofe, at blå blok har haft to statsministerkandidater. Det har signaleret, at der ikke var enighed i blå blok, og at man ikke kendte alternativet til Mette Frederiksen. Så det må aldrig nogensinde ske igen, om de så skal slås om det eller trække lod,« sagde Venstre-profilen Søren Gade.

Det ville De Konservatives Britt Bager – som har en fortid i netop Venstre – ikke have siddende på sig.

»Jeg synes, at det kalder på en lille smule selvindsigt i Venstre, når man skyder med skarpt mod os, der står til at gå et eller to mandater tilbage, mens Venstre selv står til at gå 16 til 18 mandater tilbage,« sagde hun.

Valgresultatet er nu kendt, men hvem kommer ind i Folketinget – og hvem ryger ud? Hvordan kommer regeringen til at se ud? Alt dette og meget mere følger vi tæt i vores valg-liveblok, som du finder lige HER.