Dansk Folkeparti havde torsdag fødselsdag, og det skulle fejres med to flotte kagemænd, som Pia Kjærsgaard stolt viste frem på sine sociale medier.

Men så blev fotoet hurtigt fjernet igen. Et nyt blev lagt op, og kagemanden var pludselig ændret en smule. Noget mørkt skæg-lignende vingummi var forsvundet.

»Der var nogen, der gjorde mig opmærksom på, at det skulle være et Hitler-overskæg,« siger Pia Kjærsgaard.

Hun fik nogle kommentarer om det på Instagram, og fjernede straks både overskæg og foto.

Dette foto af kagemændene blev hurtigt fjernet fra Pia Kjærsgaards Instagram.
Dette foto af kagemændene blev hurtigt fjernet fra Pia Kjærsgaards Instagram.
Vis mere

»Sådan så folk det, og det kunne godt se sådan ud,« erkender partiets nestor.

B.T. har for kagemanden og historiens skyld derfor sat sig for at undersøge mysteriet. Hvor kommer kagerne fra, og kan det være en bevidst handling af bageren?

Først det elementære. De to kagemænd – ikke kagepersoner, som Pia Kjærsgaard understreger det – har hun ikke selv købt.

Dansk Folkepartis pressekontor oplyser til gengæld, at der er tale om bageren i en Føtex i København, hvor der lige nu er tilbud på 25 procent af prisen.

I anledningen af partiets 27-års fødselsdag blev der derfor bestilt to kagemænd, som har et marcipanbånd med teksten: 'DF 2022'.

De to kagemænd har tykt, sort slikhår, øjne, mund og en prik som næse. Og så en sort vingummi som meget vel kan ligne et lille tandbørste-overskæg.

Historiker Asser Amdisen har for B.T. vurderet, hvorvidt kagemændene faktisk ligner den tyske diktator Adolf Hitler med netop slikhår og et lille sort skæg.

»Det er nok ikke helt sikkert, at det er Hitler, men jeg kan godt se, hvorfor man får tanken,« siger han.

Asser Amdisen påpeger, at det ser ud, som kagemændene har briller på. Men B.T. kan ud fra fotos af andre kagemænd fra Føtex konkludere, at det er sådan øjnene kan laves. B.T. har også allieret sig med Hornbæk Bageri, hvor intet mindre end fem bagere har kigget nærmere på det tekniske omkring de to kagemænd.

»Når vi kigger på dem, så er der placeret et taktisk stykke slik i ansigtet, og samtidig ligner det hentehår,« siger butikschefen Michella.

Det kan dog også være resultatet af to kagemænd, som har haft en turbulent tur i bilen ind til Christiansborg, indskyder hun.

»Måske har de kørt voldsomt, og så har slikket rykket sig. Vi tror på det bedste i folk.«

Pia Kjærsgaard valgte torsdag at fjerne vingummierne fra kagerne og tage det første foto ned, fordi der ikke skulle kommenteres på det.

Tror du, at det er bevidst gjort af bageren?

»Hvis det skulle være tilfældet, så er i det hvert fald barnagtigt,« siger hun.

Salling Group, som står bag Føtex, er også blevet præsenteret for billedet af de to kagemænd og spørgsmålet om, hvad Føtex selv mener, de ligner.

»Vi håber, at Pia Kjærsgaard kunne lide kagen, og at et par vælgere måske også var heldige at få lov at smage,« er svaret fra Føtex.

Læs alt om folketingsvalget her.