Alternativets leder, Franciska Rosenkilde, skulle torsdag aften have gæstet 'Debatten' på DR 2.

Men få timer inden, har hun meldt afbud.

Det skriver 'Debatten' selv på Twitter.

'Franciska Rosenkilde har desværre meldt afbud fra aftenens debat,' lyder det.

Her skulle hun ellers have været i panel med Pelle Dragsted (EL), Rasmus Jarlov (K) og Rasmus Stoklund (S).

Hvad årsagen er til, at hun har meldt afbud, fremgår ikke.

Men Franciska Rosenkilde er allerede endt i modvind, efter hun under 24 timer efter valget var afgjort, leverede – hvad der ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim, B. Olsen – var et »klokkeklart løftebrud.«

Søndag bakkede Alternativet nemlig op om en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens ansvar i minksagen. Men nu har »spillepladen ændret sig,« og hun har trukket i land, forklarer den politiske leder, Franciska Rosenkilde til Jyllands-Posten.

Det har allerede fået flere Alternativet-vælgere til tasterne, der fortryder deres stemme.

Blandt andet skriver journalist og radiovært Ayşe Dudu Tepe på Twitter, at hun allerede dagen efter valget fortrød sin stemme på Alternativet.

'Og nej, det handler ikke om undersøgelsen, men at de siger et og gør noget andet. Jeg kan jo ikke stole på dem,' skriver hun og bakkes op af flere brugere, der blandt andet skriver, at de er 'edderspændt rasende.'