Der er lagt i ovnen til et gigantisk drama, når den nye radikale folketingsgruppe torsdag ventes at mødes for at vælge en ny leder.

For efter Sofie Carsten Nielsens overraskende tilbagetrædelse efter et valg, hvor både hun og De Radikale gik markant tilbage, er gruppen dybt splittet i spørgsmålet om, hvem der skal følge efter.

Det fortæller politisk kommentator på B.T. Joachim B. Olsen.

»De er syv i folketingsgruppen, men Sofie Carsten Nielsen har sagt, at hun helst ikke vil blande sig. Det giver et problem, for de resterende seks deler sig i to lejre,« siger Joachim B. Olsen.

De to muligheder er de to personlige venner, Martin Lidegaard og Christian Friis Bach.

Hos Team Martin Lidegaard finder man Samira Nawa, Lotte Rod og Martin Lidegaard selv, fortæller Joachim B. Olsen.

De øvrige tre – Zenia Stampe, Katrine Robsøe og Christian Friis Bach – foretrækker sidstnævnte som efterfølger til Sofie Carsten Nielsen.

»Det kan selvfølgelig give en god diskussion, men min vurdering er, at Martin Lidegaard er spinkel favorit, måske 60-40. Han har trods alt været i Folketinget i de seneste år og har stor erfaring,« forklarer Joachim B. Olsen.

»Det er især Zenia Stampe, som vil hoppe og sprælle for at sikre sig, at det ikke skal blive Martin Lidegaard,« siger han desuden.

Joachim B. Olsen forklarer derfor, at en tredje kandidat kan ende med at komme i spil som et kompromis mellem de to lejre – Samira Nawa.

Hun modtog 6.302 personlige stemmer, hvilket kun blev overgået i gruppen af Martin Lidegaard med 7.167.

»Spørgsmålet er, hvor meget Sofie Carsten Nielsen vil blande sig, men alle i gruppen ved selvfølgelig godt, at hun foretrækker Martin Lidegaard på posten,« siger Joachim B. Olsen.

Du kan følge B.T.s omfattende dækning af valget og dets konsekvenser i vores liveblog.