Efter et nervepirrende tæt løb mellem blokkene er stemmerne talt op.
Med ét valgsted tilbage tippede flertallet til rød blok. Grønlands stemmer er nu også talt op, og det står dermed klart, at det røde flertal officielt er en realitet.
B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, giver her en dom over aftenens vindere og tabere.
Her er vinderne:
Socialdemokratiet
»De får det bedste valgresultat i 20 år, hvor de går to mandater frem. Den socialdemokratiske kampagne viste sig at være overlegen. Mette står nu i en helt perfekt situation, hvor hun kan holde fast i fortællingen om at ville det brede samarbejde, fordi hun kan forhandle med Løkke og med Enhedslisten. Altså til højre og venstre. Så hun kan holde fast i fortællingen UDEN at skulle lave en bred regering.«
Moderaterne
»De ender med 9,3 procent. Det er et helt vanvittigt godt resultat for Løkke, som jo ikke for mange måneder siden fik målinger under spærregrænsen. Det er et helt fantastisk comeback. Han har åbenbart ikke kun ni liv, han har uendeligt mange. Men selvfølgelig får han ikke rollen som kongemager. Men det ændrer ikke på, at han får en central rolle i dansk politik. Netop fordi Mette Frederiksen kan bruge ham til at lave aftaler hen over midten.«
SF
»Det er en lille pil op, hvor de vinder et mandat. Næsten status quo. Men fremgang er fremgang. Og det ender sandsynligvis med, at Pia Olsen Dyhr får opfyldt sin hedeste drøm. Nemlig at blive minister.«
Danmarksdemokraterne
»Ligesom med Løkke så er det også et forrygende resultat for Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. De sidste dage op til så det ud som om, den helt store succes ville udeblive. Men med 8,1 procent er det en succes. Det at rejse et parti på så kort tid, det er helt ufatteligt svært. Det er hun lykkes med. Det er selvfølgelig en stor personlig sejr og ligesom med Løkke et helt utroligt comeback i dansk politik for rigsretsdømte Inger. Eneste malurt i bægret er, at hun ikke ser ud til at kunne bruge sine mandater til særlig meget.«
Liberal Alliance
»De går nu fra tre mandater til 14. Det er det bedste valgresultat nogensinde. Det var der ikke mange, der havde forestillet sig efter valget i 2019. Alex Vanopslagh har simpelthen genrejst LA. De kommer ikke til at bruge de mange mandater til meget, og der kommer også mange uprøvede kræfter ind. Men kan de holde fast i at have humor, komme med klare budskaber og appellerer til de unge, så kan Alex komme til at spille en ganske stor rolle i dansk politik fremover. Han har vist, han er den lyseste stjerne i blå blok. Han er ung, der er fremtid i ham.«
Nye Borgerlige
»De går fra fire til seks mandater. Igen, fremgang er fremgang. Men jeg er overbevist om, at det ikke føles sådan. I løbet af den her valgkamp har man haft betydeligt højere ambitioner. Men med Inger Støjbergs indtræden på den politiske scene, så må Nye Borgerlige sande, at de fortsat er et lille parti. Med de er trods alt gået frem.«
Alternativet
»Man må bukke sig i støvet for Torsten Gejl som en enmandshær. Han har holdt fanen højt, hvor mange vil være flygtet. Hvis nogen fortjener at holde fest, er det Torsten Gejl. Der er plads til et rent grønt parti i Folketinget, og kan de den her gang holde orden på de interne linjer, så har Alternativet gode muligheder for at blive etableret i dansk politik.«
Her er taberne:
Venstre
»Det var forventet, at de gik meget tilbage. Det var ikke nogen stor overraskelse. Men man havde håbet på et bedre valgresultat i Venstre. Når jeg har talt med centrale Venstrefolk, så havde succeskriteriet været 15 procent, og det er man et stykke fra. Man må konstatere, at Ellemann ikke i den her valgkamp har fået noget folkeligt gennembrud. Nok er det det største parti i blå blok, men der er ikke noget, der tyder på den store fornyelse af Venstres folketingsgruppe, og derfor er det ikke givet, at en genrejsning af Venstre som det borgerlige Danmarks store folkeparti, er givet.«
Konservative
»Det her er en episk fuser. Det her valgresultat vil i mange år blive brugt som eksemplet på, at selvom et parti ligger højt i meningsmålinger gennem lang tid, så kan det hurtigt vendes til en nedtur. Hvem havde forestillet sig, at Konservative skulle gå tilbage til det her valg. Partiet stod på tidspunkt til mellem 16-17 procent af stemmerne og ender med 5,5. Hvilken fuser. Spørgsmålet er nu, om Pape kan overleve som formand og overhovedet kan overleve den her valgperiode. Det er jeg ikke overbevist om.«
Enhedslisten
»De får ni mandater. Enhedslisten er igen et lille parti i Folketinget. De gik et mandat tilbage i sidste valg og nu går de yderligere fire mandater tilbage. Jeg tror, konsekvensen bliver, at Mai Villadsen træder tilbage som politisk ordfører og bliver erstattet af Pelle Dragsted.«
Dansk Folkeparti
»Dansk Folkeparti har tabt ved det her valg. De er gået 6,1 procent tilbage, det er en kæmpe vælgerlussing. For to valg siden var de Danmarks andetstørste parti med 21 procent af stemmerne, nu får de 2,6 procent. Det paradoksale er dog, at hos Dansk Folkeparti er man her til aften lettede. Det føles faktisk som en sejr, at man overhovedet kom over spærregrænsen. Men det siger mere om, hvor dyb krisen i DF er. Det eneste lyspunkt er, at de nu kan starte på en frisk. Men med Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige på scenen skal Dansk Folkeparti stadig ud og overbevise deres vælgere om, hvorfor der er behov for DF i dansk politik.«
Radikale Venstre
»Radikale udløste valget og væltede den regering, de var parlamentarisk grundlag for. Den strategi slog fejl. Radikale er blevet halveret til 3,8 procent af stemmerne og taber alt andet lige indflydelse på den baggrund. De var endda tæt på at smide det hele væk. Den røde valgsejr var i hvert fald ikke De Radikales skyld. De har måske mulighed for at komme med i en regering, men det er langt fra givet, at det kommer til at ske. Derudover mister De Radikale positionen som det afgørende midterparti, som både rød og blå blok kan samarbejde med, til Moderaterne.«
Frie Grønne
»Sikandar Siddique fik ikke ret i, at de var meget undervurderet. De er som ventet færdige i dansk politik og mere har jeg ikke at sige til det.«