For kandidater er valgkamp spændende. Energisk. En tid fuld af store følelser.

Men for Casper Pedersen blev det i går mere en negativ oplevelse end en positiv.

Sammen med en ven havde han besluttet at få hængt sine omkring 50 tilbageværende plakater op i sin valgkreds, hvis han kunne finde tomme lygtepæle.

Den del lykkedes heldigvis uden problemer, men herfra gik det galt.

Casper Pedersen, der stiller op for Venstre i Lyngby-kredsen, havde lånt sin mors bil til projektet, da han bor på Frederiksberg.

»Jeg vil tro, vi er gået rundt i en halv times tid, hvor vi jo ikke rigtig har kigget på bilen,« siger han.

Og alt var umiddelbart fint, indtil han efterfølgende tog sin taske fra bilen. Den var nemlig besynderligt let.

»Det er her, jeg for alvor går i panik. Min computer er sgu blevet nakket,« fortæller den 28-årige folketingskandidat.

Mens Casper Pedersen og hans ven har hængt plakater op, må nogen have brudt ind i bilen, der tydeligt tilhørte en politisk aktiv, da den var fuld af hans plakater, flyers og andet valgmateriale.

Privatfoto.
Privatfoto.

»Nogen har simpelthen taget min computer ud af tasken og taget halvdelen af opladeren. Det er derfor, jeg er sikker på, jeg ikke bare havde glemt den et sted. Jeg har aldrig skilt min oplader ad,« fortæller Casper Pedersen dagen efter.

Mors bil havde ikke lidt tydelig skade, men da han anmeldte tyveriet til politiet fik han at vide, at man »åbenbart kan købe en dims, der virker til at åbne en bil som min mors«.

»Det er brandærgerligt for mig og brandærgerligt for mit arbejde.« Det var nemlig hans arbejdscomputer, han havde fået fra sin arbejdsplads, hvor han arbejder som bæredygtighedsrevisor, når ikke han fører valgkamp.

Han er opstillet i Lyngby-kredsen, der tidligere har tilhørt prominente Venstre-skikkelser, som Bertel Haarder eller Jacob Engel-Schmidt. Og han fortæller, det var et helt normalt, pænt kvarter, det skete i.

»Jeg stiller op for Venstre, så jeg går selvfølgelig efter, hvor vores vælgere er,« siger han med et grin og understreger, at det derudover »fandme har været sjovt« at føre valgkamp.

Tag B.T.s daglige quiz og deltag i lodtrækning om 5.000 kroner – Hvor meget ved du om valget?