Mindre end 24 timer efter valget er afgjort, har først parti leveret et klokkeklart løftebrud.

Sådan lyder meldingen fra B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen efter, at Alternativet ikke længere vil have en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens ansvar i minksagen.

Søndag bakkede Alternativet ellers op om undersøgelsen, men nu har »spillepladen ændret sig,« forklarer den politiske leder, Franciska Rosenkilde til Jyllands-Posten.

»Alternativet støtter nu ikke længere en uafhængig advokatundersøgelse af minksagen. Det gjorde de ellers før valget. Det lugter langt væk af, at det nu er vigtige for Alternativet at smigre sig ind på Mette Frederiksen end at holde valgløftet,« slår Joachim B. Olsen fast.

Partiets forklaring på løftebruddet er, at vælgerne har talt, og at der er opbakning til Mette Frederiksen.

»Hallo. Vælgerne har jo netop talt, og Alternativet er kommet i Folketinget på et løfte om at støtte en uafhængig advokatundersøgelse. Det er der så ikke længere flertal for,« understreger han.

»Det er ikke en god start for Franciska Rosenkilde.«

Det var foran Amalienborg, efter hun havde været hos dronningen, at hun blev spurgt om, hvorfor partiet har ændret mening. Her lød svaret:

»Vi har hele tiden været for en advokatundersøgelse, men eftersom De Radikale trak stikket på den og ønskede et valg, så må man sige, at der har været et valg og danskerne gav Mette Frederiksen et mandat til at fortsætte, og så synes vi, at det Danmark mangler nu er løsninger for fremtiden.«

Søndag skrev partiets politiske ordfører, Torsten Gejl, ellers på Twitter, at Alternativet støtter en advokatvurdering.

»Det støtter vi. I gennemsigtighedens navn om jeg så må sige,« skrev han.

Lyt til B.T.s poltiske podcast 'Slottet & Sumpen' her: