‘Det er simpelt. Tag vores vitamintest, og svar på nogle vigtige spørgsmål omkring dine kostvaner og livsstil. Det tager 2 minutter. Herefter udvælger vi vitaminer og mineraler i de koncentrationer, som du har brug for.’

Med de ord lover online-butikken TakeDaily, at danske forbrugere får ‘skræddersyet’ de kosttilskud, som hver enkelt angiveligt har brug for.

Modellen og Vild med dans-vinder Sara Maria Franch-Mærkedahl har siden begyndelsen af det nye år promoveret for pillerne i en tv-reklame.

Men nu møder pillerne, der, efter at forbrugerne har taget den hurtige online-test og betalt 149 kroner, bliver sendt med posten i portionsanrettede mængder, hård kritik fra overlæge, dr.med. Christian Gluud, der er leder af forskningscentret Copenhagen Trial Unit under Center for klinisk interventionsforskning.

Han fortæller til BT, at han er særdeles skeptisk over for, hvorvidt TakeDaily med rette kan påstå, at butikken gennem et simpelt spørgeskema kan skræddersy doser af vitaminer og mineraler ‘som din krop har brug for,’ som det fremgår af hjemmesiden.

»Hvis vores bange antagelser holder stik, nemlig at der ikke ligger en undersøgelse af diagnostisk nøjagtighed bag samt et randomiseret klinisk forsøg, der viser, at de piller, de sælger, gør mere gavn end skade, så er det at sidestille med bondefangeri,« siger han.

Ifølge Christian Gluud er det nemlig de færreste, der har nogen gevinst ved at indtage kosttilskud.

»En almindelig god, alsidig kost giver os rigeligt af, hvad vi har brug for af vitaminer og sporstoffer, (eksempelvis jern, red.),« siger han og flugter dermed med Fødevareinstituttets undersøgelser, der konkluderer, at ‘de fleste af os får dækket vores behov for vitaminer og mineraler gennem den almindelige kost.’

Kun særlige grupper kan ifølge Fødevarestyrelsen have brug for kosttilskud, eksempelvis gravide kvinder eller kvinder med kraftig menstruation, mørke eller tildækkede personer, ældre over 70, spædbørn samt børn med mælkeallergi.

Kosttilskud fra TakeDaily kommer i portionsanrettede mængder. Det koster 149 kroner om måneden at få pillerne tilsendt.
Kosttilskud fra TakeDaily kommer i portionsanrettede mængder. Det koster 149 kroner om måneden at få pillerne tilsendt.
Vis mere

Fejlplaceret kritik

Kritikken fra Christian Gluud er dog fejlplaceret, lyder det fra Marc Lucas, der er administrerende direktør i TakeDaily.

»Når Christian Gluud kræver et randomiseret klinisk forsøg, er det helt misforstået. Det er slet ikke der, vi er. Vi agerer ikke lægeligt. Vi hører under fødevarelovgivningen, og vi holder os inden for alle retningslinjer på området. Når vi siger skræddersyet, taler vi ikke om eksempelvis en blodprøve. Vi sørger for, at kunderne så at sige kigger på den rigtige hylde efter de vitaminer og mineraler, de har brug for. For mig handler det om at gøre det nemt for forbrugerne. Vi diagnosticerer ingen, men giver i stedet det kvalificerede alternativ, som ekspedienten i detailbutikken ikke kan give, når vi peger kunderne i den rigtige retning,« siger han og forsvarer virksomhedens onlinetest yderligere.

»Man kan godt spørge til enkelte ting og på den baggrund finde ud af, hvilken boldgade kunden hører til i. Det er fagfolk, der har udarbejdet vores spørgeskema, hvor vi sørger for at pege forbrugeren i den rigtige retning, så vi sikrer, at de ikke får for lidt eller for meget. Vi arbejder ud fra Fødevarestyrelsens referenceindtag (anbefalet daglig tilførsel, red.) og sikrer dermed, at man ikke kommer under minimum- eller maksimumværdien,« siger Marc Lucas.

»Et job, jeg er hyret ind til«

Sara Maria Franch-Mærkedahl fortæller til BT, at hun ikke vil stå til ansvar for TakeDailys produkter, men ‘det er klart, at jeg har taget stilling til, hvad jeg siger ‘ja’ til,’ siger hun.

Hun mener godt, at kunder kan gennemskue, hvor præcis testen på hjemmesiden er, selvom der loves at kosttilskuddene er ‘skræddersyet til dig,’

Sara Maria Franch-Mærkedahl ankommer, da der lørdag var rød løber til TV2's gallashow Smid Tøjet Danmark i Falconer Salen på Frederiksberg. (Mogens Flindt/POLFOTO)
Sara Maria Franch-Mærkedahl ankommer, da der lørdag var rød løber til TV2's gallashow Smid Tøjet Danmark i Falconer Salen på Frederiksberg. (Mogens Flindt/POLFOTO) Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

»Jeg synes egentlig, at det er en fin test. Den forholder sig til, hvad du spiser, om du får grønt nok, om du føler dig stresset, og om du dyrker motion. Mere dybt går testen heller ikke. Man ved godt, at man ikke får en fuldendt test ved at klikke på et website. Det er et job, jeg er hyret ind til, og det er godkendt i forhold til, at dem, jeg har rådført mig hos, har sagt, at det er lødigt,« siger hun og fortæller, at hun dog har haft en klar betingelse i forhold til reklamen for TakeDaily.

»Jeg ville ikke gå med til at sige, at jeg har fået det bedre efter at have taget deres kosttilskud.«

Ifølge Marc Lucas vil TakeDaily senere i år tilbyde kunder at få taget blodprøver, der ifølge direktøren skal øge præcisionen af, hvad kunderne måtte have af behov for kosttilskud.