Den verdensomspændende fastfoodkæde Subway vil inden længe indføre nye koncepter og give deres restauranter en regulær 'makeover'.

Nye farver, nyt design, større fokus på friske råvarer og flere muligheder for selvbetjening

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra verdens største fastfoodkæde Subway.

»Vi har skabt et moderne interiør, der skal give vores gæster mulighed for at selv at bestemme, hvordan de bestiller, hvordan de henter deres mad, og hvordan de nyder deres mad,« lyder det fra Trevor Haynes, der er vicepræsident hos Subway.

Ved hjælp af selvbetjeningsskærme vil Subways kunder fremover få mulighed for at afgive bestillinger digitalt og sammensætte deres egen menu, ligesom der også vil blive tilbudt en række nye betalingsmuligheder i form af eksempelvis Apple Pay.

Subway vil desuden give deres restauranter en ny indretning, der skal forbinde det visuelle udtryk med de råvarer, der bliver brugt i maden - som i øvrigt også vil blive ændret. Der vil nemlig ligeledes komme nye produkter på menukortet i form af nye brød og menuer.

Foreløbig er det kun enkelte restauranter i USA og England, der har fået glæde af de nye tiltag, men det er hensigten at indføre det i samtlige restauranter verden over.