Urge-entusiasters håb kan nu skiftes ud med forventningens glæde. Sodavanden Urge kommer tilbage til Danmark i 2011!

Da B.T. spurgte vores læsere, hvilken sodavand de gerne ville have tilbage på det danske marked, vandt Urge med 40 procent af stemmerne. Derfor har vi prøvet at få den afdøde sodavand vækket fra de døde.

Nu lykkedes det.

- Det, jeg kan sige er, at B.T.s læseres kamp for at få Urge tilbage har båret frugt. Vi sidder lige nu og planlægger hvordan, vi skal relancere Urge i Danmark, siger Mikael Bonde-Nielsen, der er kommunikationsdirektør for Coca-Cola i Danmark.

Den grønne sodavand har ikke været på de danske butikshylder siden 2001.

- Det er for fedt. Det havde jeg ikke regnet med! Når den kommer, så vil jeg sørge for at få så mange som muligt til at købe den, siger Laurids Erhardsen, som stiftede Facebookgruppen med 37.000 medlemmer, der vil have Urge tilbage.

Vores artikler om Urge blev læst over 50.000 gange og blev delt næsten 1.400 gange på Facebook.

Den gennemsnitlige Facebook-bruger har 138 venner, så det betyder, at artiklerne blev sendt ud til omkring 190.000 Facebook-danskere.

Det var blandt andet disse tal, som fik Coca-Cola til at planlægge relanceringen af Urge.

- Det er jo imponerende. Vi lytter selvfølgelig til forbrugerne, og Urge vil kunne købes i Danmark igen i 2011. Vi ved ikke præcist hvornår endnu, siger Mikael Bonde-Nielsen.

Når Urge igen kan købes, bliver det i en limited edition. Det betyder, at hvis der alligevel ikke bliver solgt nok, bliver den taget af markedet igen.

Følg B.T. på Facebook og deltag i konkurrencen om et 3 måneders gratis abonnement på avisen og et videokamera.