Man siger, at alt godt kommer til den der venter. Men hvad nu hvis man har rygende travlt med at slappe af, men godt vil lave noget rigtigt lækkert til venner og familie alligevel? Det behøver faktisk ikke tage 100 år og en madpakke at lave et solidt godt måltid.

Nogen kalder det snyd. Vi kalder det smart. For hvorfor springe over hvor gærdet er højest, når der er en åben låge, lige her? Gør dig selv en tjeneste og del tiden mellem køkkenet og dig selv. Slap af, lav mad og nyd det hele vejen til bordet.

Her er tre smutveje til hvordan du både forkæler gæster med god hjemmelavet mad, og samtidig kan nå at se bold, få en lur, et langt bad eller hvad der nu gør dig glad. Udover god hjemmelavet mad, selvfølgelig.

Pulled pork

Foto: FoodTV
Vis mere

Pulled pork er moderne dansk for “hvor har vi glædet os til I skulle komme - Vi har lavet mad i dagevis”. Den langtidsstegte møre gris tager normalt tolv timer at tilberede. Her får du vores shortcut til en lidt hyggeligere dag, inden gæsterne kommer. Tricket er at koge grisen i en god øl først og derefter skal den kun tre timer i ovnen med lav varme. Smager fantastisk og så kan du passende slappe af, vippe med tæerne og skåle med grisen i en god øl imens.

One-pot Daube / Hurtig og nem slowfood

Foto: FoodTV
Vis mere

Daube, eller Boeuf en daube, er en klassisk fransk gryderet fra Provence. En dampende varm daube er perfekt til en forårsgrå hyggedag. Fuld af kraft, farver og varme. Rigtigt mad. Daube er en alt- i- én ret. Det vil sige, at når du først har stegt kødet og renset grøntsagerne, så passer retten simpelthen sig selv. Hemmeligheden er gode råvarer, vin og bouillon, og så en times tid fred og ro til både dig og gryden.

Snyderavioli

Foto: FoodTV
Vis mere

Hvis man nu ellers gad og havde tid, er der intet bedre end hjemmelavet pasta, ravioli og alt hvad det italienske køkken har at byde på af solvarme farver og smage. Men hvis pasta maskinen har gemt sig bagerst i skabet, sammen med popcornmaskine og juiceren, så er tricket godt fyld, puttet i pude af asiatisk wonton dej, som du kan købe i de små asiatiske supermarkeder, der gemmer sig i de fleste større byer. Steg fyldet, pak puden og så er der Snyderavioli efter fem minutters simren. Snyd? Lidt. Lækkert? Meget.