Synes du også, Big Macs er lidt for små? Det laver McDonald's om på nu.

Hvis man er glad for McDonald's berømte burger Big Mac, så er der godt nyt.

Burgerkæden bekræfter nemlig nu, at en kæmpeudgave af den populære flagskibsburger kommer til Danmark i en periode i anledning af at Big Mac fylder 50 år.

Den hedder Grand Big Mac, og som man kan se på billederne, er der lige et par mundfulde mere i den end i originalen.

McDonald's i Danmark oplyser til BT og metroxpress, at burgeren kan købes i de danske restauranter fra 22. marts til og med 16. maj.

Desuden er der endnu et tiltag på vej fra burgerkæden, men de vil endnu ikke afsløre, hvad det er.

Big Mac blev lanceret i 1967, og voksede hurtigt i popularitet i takt med McDonald's indtagelse af verden. I 1986 var burgeren så kendt i hele verden, at det hæderkronede magasin The Economist indførte 'Big Mac Indekset', som er en nem måde at sammenligne levestandarden i forskellige lande.

Indekset blev indført som en joke, men har vist sig så populært, at det i dag er accepteret som en uvidenskabelig tommelfingerregel for, hvor høj velstanden er i verdens lande.