Verdens produktion af fødevarer skal fordobles i 2030 for at følge med efterspørgslen, siger FN's generalsekretær Ban Ki-moon på topmøde i Rom.

Den globale produktion af fødevarer skal stige med 50 procent frem til 2030 for at følge med den stigende efterspørgsel, sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, tirsdag på FN's fødevare- og landbrugsorganisations (FAO) krisemøde.

Verdens chef- og regeringsledere er samlet i Rom for at diskutere fødevarekrisen og urolighederne i flere lande i forbindelse med stigende priser på mad.

- Verden er nødt til at producere mere mad. Det er nødvendigt at produktionen af fødevarer stiger med 50 procent inden år 2030 for at følge med efterspørgslen, sagde generalsekretær Ban Ki-moon.

FAO's generaldirektør, Jacques Diouf, efterlyste på mødet handling frem for snak. FAO har tidligere haft en målsætning om at halvere sult på verdensplan i 2015.

Diouf sagde til de delegerede, at med den nuværende hastighed vil målet "ikke være nået før 2150."