Søndag med ondt i håret kan pludselig blive meget nemmere. Nu er det måske snart ikke længere nødvendigt at bevæge sig ud i virkeligheden for at få sin Big Mac-menu. Den bliver i stedet leveret direkte til døren.

Det skriver The Independent.

Onsdag holdt burgerkæden møde for sine hovedinvestorer, og her fortalte McDonald’s chefstrateg, Lucy Brady, at burgerkæden vil begynde at fokusere på deres faste kunder med en stribe nye tiltag - heriblandt levering i blandt andet Europa.

I en årrække har kæden fokuseret på at vinde nye kunder ved at fokusere på sundere mad, men nu skifter kæden altså strategi.

»Levering af mad er et milliard-marked, og det er eksploderet. Der er store muligheder, som vi slet ikke har rørt ved endnu,« siger Lucy Brady ifølge Bloomberg.

Kæden har eksperimenteret med levering i Asien og Mellemøsten, og her har det været en stor nok succes til, at McDonald’s vil indføre konceptet i USA og Europa. I USA har man allerede indledt samtaler med forskellige leverandører, mens det er mere usikkert, hvordan leveringen kommer til at køre i Europa.

I Asien har McDonald's leveret bugere til døren i et stykke tid. Her ses et par leveringsscootere parkeret foran en McDonald's-restaurant i Tokyo, Japan.
I Asien har McDonald's leveret bugere til døren i et stykke tid. Her ses et par leveringsscootere parkeret foran en McDonald's-restaurant i Tokyo, Japan. Foto: ISSEI KATO
Vis mere

Levering er dog ikke det eneste nye tiltag, McDonald’s har tænkt sig at indføre. Fremover skal det også kunne lade sig gøre at bestille og betale sin burger via en app på telefonen.

Det skal herfra være muligt enten at hente sin mad i restauranten eller få den bragt ud til sin bil på restaurantens parkeringsplads. På den måde vil ‘Drive-thru’ komme til at køre mere gnidningsfrit.

Om den europæiske indfasning af de nye tiltag kommer til at omfatte det danske marked i første omgang er fortsat usikkert, og hos McDonald’s i Danmark er man heller ikke sikker på, hvornår det danske marked kan tilbyde de nye initiativer fra burgerkæden.

»Også hos McDonald’s i Danmark ser vi med interesse på forskellige online bestillingsløsninger og muligheder for levering. Vi lytter til vores gæster og ved, at mobilbestilling og levering også er noget, der er interesse for herhjemme. Det er dog endnu for tidligt at sige noget om, hvornår vi kan have de rette løsninger klar til danskerne,« lyder svaret i en e-mail fra Mads Friis, som er kommerciel direktør i McDonald’s Danmark, til BT.

De nye tiltag kommer i kølvandet på en stor kundeundersøgelse, som burgerkæden har foretaget. Tiltagene gav en øjeblikkelig virkning på McDonald’s-aktien i USA, hvor den steg med 1,1 procent onsdag.