Test: Sønderjysk spegepølse. Foto: Thomas Lekfeldt
Test: Sønderjysk spegepølse. Foto: Thomas Lekfeldt

Skolestart og madpakker rimer på spegepølse. Berlingskes smagsdommere har smagt på fem spegepølser, der sælges som »sønderjysk spegepølse«. To af testpølserne lå i tæt kapløb om at blive den bedste.

Dommerne:
Nanna Simonsen: Gastronom, kogebogsforfatter og madskribent
Kim Flyvbjerg: Journalist på Berlingske og glad amatørkok

Sådan gjorde vi:
Testen var en blindsmagning. Dommerne fik serveret håndskårne skiver fra fem forskellige sønderjyske spegepølser og bedømte dem på konsistens, udseende og selvfølgelig smag. Sønderjysk spegepølse findes i mange varianter og beskrives ofte som baseret på opskrifter, der er gået i arv gennem generationer. Traditionelt er der saft, kraft – og lidt syrlighed – over en sønderjysk spegepølse, og dommerne vurderede, om pølsernes røg, salt og krydderier kunne give en skive rugbrød et balanceret modspil.

1. Højer Pølser

Vægt: 300 g Fedtindhold: 26 pct. Købt i Føtex til 42,95 kr. Kilopris: 143,17 kr.

★★★☆☆☆

Nanna Simonsen
»Den lugter som min barndomserindring om en cykeltur i Sønderjylland, hvor vi fik sønderjysk spegepølse. Jeg ved ikke, om det er et plus, men jeg tænker i hvert fald sønderjysk spegepølse. Den smager meget salt og er mildt syrlig. Den brænder en lille smule, måske fra de sennepskorn, som er synlige. Konsistensen er blød. Hvis jeg fik den serveret, ville jeg spise op, men den er lidt kedelig.«

Kim Flyvbjerg
»Smagen er en smule brændende, og det synes jeg gerne, den må være i en spegepølse. Den er lidt spicy på en dansk måde. Jeg kan godt lide, at der er noget potens i, så rugbrødet får et modspil. Jeg kan sagtens se den fungere i en almindelig hverdagshusholdning. Konsistensen er lidt til den bløde side, men det er en ok pølse, og jeg synes, de tre stjerner skal være store, så der bliver lagt god afstand til de pølser, vi har givet to stjerner.«

2. Slagter Munch Skagen

Vægt: 412 g Fedtindhold: 31,5 pct. Købt i Ostekælderen til 100 kr. Kilopris: 242,72 kr.

★★★★☆☆

Nanna Simonsen
»Den lugter ikke specifikt af noget. Jo, af røget pølse. Der er meget røg. Den har en lidt fed smag, men altså, den er slet ikke dårlig. Jeg synes bare, at den er ret forsigtig. Den har syrlighed, men alligevel ikke så meget af den smag, der for mig klart siger sønderjysk spegepølse.«

Kim Flyvbjerg
»Jeg synes ikke, den er så neutral. Der vil ikke være behov for at lægge en lille løgring på. Den har den der syrlighed, som spiller godt sammen med et stykke rugbrød. Konsistensen er hårdere end den forrige, men ikke for hård. Det er også, som om den har hængt længere, kødet er lidt tørrere. Den har en tendens til at smuldre lidt i munden, uden at det er et decideret problem. Jeg oplever den kødagtig. Det er en god pølse.«

3. Christiansfeld

Vægt: 300 g Fedtindhold: 45 pct. Købt i Fakta til 24,95 kr. Kilopris: 83,17 kr.

★★★☆☆☆

Nanna Simonsen
»Farven er meget grim. Den er mere lyserød end de andre. Den ser fed ud og giver også en meget fedtet fornemmelse i munden. Måske er det fedtet, der gør den lyserød. Smagen var først lig nul og gik over i syrlig. Lugten af spegepølse er meget svag. Jeg er sikker på, at ingen af pølserne i udvalget er stuerene i forhold til tilsætningsstoffer, men ved den her synes jeg, at jeg kan smage det. Der er noget kemisk over den. Det her er en pølse, jeg virkelig ville være ked af at få serveret.«

Kim Flyvbjerg
»Ja, farven er uappetitlig lyserød, men det kunne jo godt være, den smagte udmærket. Jeg får dog en følelse af, at jeg primært spiser fedt. Og så er den blød, for blød. Jeg ville ikke være vild med at få den, og i hvert fald skulle den have rigeligt med remoulade og ristede løg, for at jeg kunne få den ned.«

4. Ernst Lampe, Pølsegården

Vægt 275 g Fedtindhold: 23 pct. Købt i Føtex til 31,95 kr. Kilopris: 116,18 kr.

★★☆☆☆☆

Nanna Simonsen
»Den er meget, meget røget. Lugten er simpelthen så røget, at jeg næsten ikke kan lugte noget andet. Smagen er først meget syrlig, men syrligheden forsvinder, og så bliver smagen sødere. Pølsen er lidt gummiagtig svampet at bide i, og den er ikke særlig tør. Den gør ikke meget væsen af sig, bortset fra røglugten, der overdøver alt andet.«

Kim Flyvbjerg
»Jeg hæfter mig også ved røgen. Pølsen smager som røget makrel, eller røget fisk i det hele taget. Jeg synes, røgen har taget overhånd. Det gælder sådan set også fisk – hvis de er for heftigt røget, så kan du kun smage bål, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg synes, røgen overdøver smagen af kød, fedt og krydderier. Jeg er ikke specielt vild med den her pølse.«

5. Carl Vollstedts Eftf.

Vægt: 280 g Fedtindhold: 41 pct. Købt i Netto til 20 kr. Kilopris: 71,43 kr. Bedst til prisen

★★★★★☆

Nanna Simonsen
»Den er ret harmonisk. Der er røgsmag, og der er salt, og der er sødme. Den virker lidt mere krydret end de andre. Jeg synes, den er fed, men ikke for fed til min smag. Konsistensen er god. Ikke gummiagtig som den forrige, og hverken for hård eller blød. Jeg kunne sikkert godt finde en bedre spegepølse, men jeg kan rigtig godt lide den her. Det er min favorit.«

Kim Flyvbjerg
»For mig er det et kapløb mellem den her og nr. 2 i vores udvalg. De smager godt begge to, og de ligner også hinanden. Konsistensen i den her er nok en anelse blødere, uden at det gør den store forskel for mig. Måske har du ret i, at den her er lidt mere krydret. Jeg kan godt gå med til, at den får 5 stjerner, men vi er ude i marginalerne i forhold til nr. 2 pølse.«

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.