Danskerne kæmper for at få gamle kendinge og populære sodavande til Danmark. Facebook er allerede fyldt med grupper, som inderligt kæmper for at få indført deres favoritdrik.

I Norge har 78.000 samlet sig i en gruppe for at få indført Fanta Strawberry. Også i Danmark samles ivrige fans af den røde drik.

Flest danskere samles dog omkring Urge og Pepsi Twist på Facebook. Over 37.000 fans vil have Urge tilbage til Danmark, og nogle tusinde er samlet i mindre grupperinger på Pepsi Twists vegne.

I Norge fik forbrugerne presset Urge tilbage på markedet, og også i Danmark er der eksempler på forbrugernes magt.

Den legendariske Kung Fu is blev krævet tilbage til kølediskene, efter at Frisko aflivede kampsports-isen, og den multifarvede Zapp-is oplevede også en kortvarig genopstandelse.

Hvilken sodavand skal vi have til Danmark? Vælg din favorit i afstemningen – så gør vi noget ved det. Den største stemmesluger vil B.T. med jeres hjælp kæmpe for at få indført i de danske kiosker og supermarkeder. Følg udviklingen på Facebook.com/ditbt