Hvis du er en af de mange danskere, der spiser for få grøntsager, er der måske godt nyt her.

Ifølge den britiske læge Rangan Chatterjee, der er kendt fra BBC-programmet 'Doctor in the House' og forfatter til 'The Four Pillar Plan', er der faktisk én grøntsag, som man virkelig bør tage for sig af.

Brassica oleracea, som den kaldes på latin, er beslægtet med både grønkål, kålrabi, blomkål og rosenkål, men denne grønne sag er altså lige en tand bedre end de andre i den såkaldte korsblomstrede grøntsagsfamilie.

»Broccoli er en livredder. Den gør en hel masse godt. Når den den passerer gennem tyndtarmen hjælper den med at skabe balance i dit immunsystem. Fibrene fra broccolien, som ikke kan fordøjes, passerer videre til tyktarmen, hvor de fleste af tarmbakterierne holder til, og der tager bakterierne godt for sig af fibrene og danner fedtstyrer, som er vigtige for sundheden i tarmen,« forklarer han over for den britiske avis Daily Mail.

Tarmsundhed er en overordnet markør for vores generelle sundhedstilstand - ikke blot for vores fordøjelse, men det kan også påvirke vores humør og hjernens funktion. Derudover er det dokumenteret, at et højt indtag af korsblomstrede grøntsager mindsker risikoen for kræft i særligt lungerne og tarmen. Undersøgelser antyder, at sulforafan, som er det stof, der giver brocolli dets bitre smag, der aktivt modvirker dannelsen af kræftceller.

Og endelig er broccoli en god kilde til K-vitamin, der er gavnligt, hvis man vil mindske risikoen for knoglebrud. Hvis man spiser lige over 100 gram broccoli dagligt, får man dækket 100 procent af den anbefalede daglige tilførsel af K-vitamin.