Ved jævnligt at drikke te kan du mindske din risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, viser ny forskning

Hvid, grøn, sort eller rød. Der findes mange typer te, men uanset hvilken du kaster dig over, er det godt for dit hjerte, fastslår forskere i et nyt studie.

6508 mennesker har over en 11-årig periode deltaget i studiet, der netop er udgivet i det ansete tidsskrift ’The American Journal of Medicine’. Og resultatet: Te ser ud til at hæmme udviklingen af hjerte-kar-sygdomme, hvis du drikker mere end en kop om dagen. Det vil bl.a. sige forhøjet blodtryk, blodprop eller hjertesvigt, som over 400.000 danskere lider af. Ifølge Hjerteforeningens forebyggelseschef, Morten Ørsted-Rasmussen er forskningen godt nyt:

»Vi kan nu se, at der faktisk er forskningsmæssige indikationer på, at denne drik kan være gavnlig. Og det er jo meget glædeligt set i forhold til danskernes store indtag af netop te,« siger han og understreger, at der er behov for mere forskning for bl.a. at afgøre, hvilken slags te man skal drikke for at opnå de gavnlige effekter.

Boost din sundhed

Forskerne kan ikke sige, hvad det præcis er i teen, der gør, at den kan forebygge hjerte-kar-sygdomme, men tidligere studier har vist, det bl.a. kan skyldes de såkaldte flavonoider, der er naturstoffer, der findes i alle typer te. Spørger man ernæringsekspert Martin Kreutzer, hvad vi kan bruge den nye forskning til, lyder svaret:

»Studiet understøtter tidligere forsøg, der har vist, at te har en sundhedsfremmende effekt. Den mest plausible årsag er, at der fra tebladene udfældes en masse antioxidanter til vandet, som man indtager, når man drikker teen. Te er med andre ord kilde til antioxidanter, som vi ellers primært forbinder med frugt og kraftfulde grønsager, og dermed et reelt supplement til det daglige indtag af frugt og grønt. Den erstatter dem ikke, men yder et ekstra bidrag til kroppens sundhed,« siger han.

Ifølge ham er der minimal forskel på sort, grøn eller hvid te.

»Det, som har størst betydning for din sundhedsbonus, er, hvor mange stoffer der kommer ud i vandet. Så jo længere tid teen får lov at trække, og jo mere du bevæger bladene gennem vandet, desto større bliver effekten,« siger han.

Martin Kreutzer anbefaler desuden, at man hellere drikker te end kaffe.

»Forsøget viser, at kaffe rent kredsløbsmæssigt er på et nogenlunde neutralt plan, mens teen er en sundhedsbooster,« siger han.

Begge drikke indeholder som bekendt koffein. Den hvide te indeholder dog mindst af de forskellige te-sorter.