Har du købt kyllingeoverlår i Rema 1000, så bør du nok lige kigge en ekstra gang på datoen.

Danpo A/S tilbagekalder nemlig Smagfuld Kyllingeoverlår solgt i Rema 1000 over hele landet, da pakkerne er blevet mærket med den forkerte dato for sidste anvendelse.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Ifølge Fødevarestyrelsen er den korrekte sidste anvendelsesdato 9. marts, og der bør ikke være nogen risiko ved at spise varen før den dato.

Der kan dog være risiko for fordærv af produktet efter den korrekte sidste anvendelsesdato 09/03/2017.

Det anbefales, at man kasserer kyllingeoverlårene eller leverer dem tilbage til Rema 1000, hvis man har købt en pakke fra det pågældende parti.