Brøndbys træner er ved at finde ud af, hvordan hans hold skal komme videre efter DM-skuffelsen i maj.

Brøndby. Skuffelsen var enorm i Brøndby, da fodboldklubben i maj formøblede en føring på fem point ned til FC Midtjylland i de fire sidste runder af Superligaen.

Lidt over en måned senere har Brøndby-træner Alexander Zorniger stadig svært ved at glemme de sidste fire kampe, hvor Brøndby kun formåede at hente to point.

Dermed sluttede klubben fire point efter FC Midtjylland og gik glip af den første DM-titel i 13 år.

- Det er stadig en skuffelse, der sidder dybt i mig. Og det vil være en kæmpe skuffelse, der forfølger mig i resten af mit fodboldliv, siger Alexander Zorniger til BT.

Brøndby smed i første omgang fem point til FC Midtjylland, da det først blev 1-1 ude mod FC København og dernæst 0-1 hjemme mod netop FC Midtjylland på en sen scoring.

Brøndby havde alligevel afgørelsen i egne hænder før de sidste to runder, fordi klubben havde en langt bedre målscore end midtjyderne.

Brøndby var da også på vej mod en 2-0-sejr ude over AC Horsens, men topholdet indkasserede to mål i de sidste minutter og måtte nøjes med 2-2.

Brøndbys kollaps blev fuldendt i sidste runde, hvor holdet måtte nøjes med 1-1 hjemme mod AaB.

- Vi er stadig i en fase, hvor vi skal finde ud af, hvordan den skuffelse har sat sig i spillerne. Og der vil komme øjeblikke i den nye sæson, hvor vi finder ud af, hvor hårdt ramte spillerne egentlig er.

- For man kan ikke på forhånd sige, om en skuffelse er bearbejdet hos spillerne. Eller hos os trænere for den sags skyld. Lige nu analyserer vi og leder efter en måde at komme videre på, siger Alexander Zorniger til BT.

Brøndby er i øjeblikket på træningslejr i Østrig.

DM-sølvvinderne, der i maj vandt pokalfinalen, indleder 16. juli den kommende sæson i Superligaen med en udekamp mod Randers FC.

/ritzau/