Italieneren Gianfranco Zola er tilbage på Stamford Bridge, hvor han spillede i syv sæsoner.

København. Selv om det efterhånden er mere end 20 år siden, at den italienske midtbanekreatør Gianfranco Zola spillede Premier League-fodbold for Chelsea, huskes han stadig af klubbens fans.

Derfor har det formentlig været populært, at ledelsen har truffet et valg om at ansætte den tidligere landsholdsspiller som assistent for klubbens nye manager, Maurizio Sarri.

Og selv er Zola også meget begejstret over at være tilbage i London-klubben.

- For mig er det fantastisk. Jeg er klar til at arbejde meget hårdt, for det bliver en vanskelig udfordring, men jeg er glad for at være her, siger han i en pressemeddelelse.

Gianfranco Zola stoppede sin aktive karriere kort før sin 39 års fødselsdag og gik efterfølgende trænervejen.

Han har stået i spidsen for britiske klubber som West Ham, Watford og Birmingham.

Sidstnævnte forlod han i april efter kun at have hentet to sejre i de hidtidige 24 kampe.

/ritzau/