John Steen Olsen. Navnet siger måske ikke den gængse fodboldfan det store, men danskeren er en af Ajax Amsterdams fremmeste talentspejdere, hvor han har ansvaret for det skandinaviske marked. På CV’et kan han blandt andet skrive opdagelsen af Zlatan Ibrahimovic, Christian Eriksen og Kasper Dolberg.

I et indslag om John Steen Olsen på Ajax’ tv-kanal omtaler særligt Zlatan Ibrahimovic danskeren i særdeles rosende vendinger.

»Da først han troede på mig, vendte han aldrig ryggen til mig. Nogle forsvandt med pengene, men John Steen har altid været der for mig. Jeg respekterer ham meget, og han er en inspiration for mig. Han er et eksempel på, hvordan en mand skal være,« siger svenskeren om John Steen Olsen.

Danskeren har da også et særligt tæt forhold til den svenske angriber.

»Jeg besøger ham, når han er hjemme i Malmø, og jeg var nede at besøge ham, da han blev mester med Barcelona. Når han spiller vigtige kampe, sender jeg ham også altid en sms og ønsker ham held og lykke,« fortalte John Steen Olsen om forholdet til superstjernen i bogen ’Alt om Zlatan’.

John Steen Olsen
John Steen Olsen Foto: Henning Bagger
Vis mere

Zlatan Ibrahimovic kom - på John Steen Olsens foranledning - fra Malmö FF til Ajax Amsterdam i 2001, og siden da har svenskeren ikke set sig tilbage. I øjeblikket er den 35-årige angriber ved at tage hele Premier League med bukserne nede. De færreste havde nok regnet med, at den store angriber i sin relativt fremskredne alder ville kunne være så dominerende i det engelske.

Men den store karriere, som Zlatan Ibrahimovic har haft, er altså blandt andet blevet til på grund af en dansker. Og Zlatan Ibrahimovic sætter stor pris på John Steen Olsen.

»Jeg har en far. Min biologiske far. Men man kan sige, at John Steen har været en ekstra far for mig,« siger Zlatan om John Steen Olsen.

Helt så langt vil Kasper Dolberg dog ikke gå, når han skal tale om den danske talentspejder.

»Jeg vil nok ikke kalde ham en ekstra far, men han er en fantastisk person,« siger Kasper Dolberg om John Steen Olsen.