Manchester United-angriberen Zlatan Ibrahimovic åbner døren for, at han kan deltage ved det kommende VM i Rusland for Sverige.
Den store angriber har scoret 62 mål i 116 for de gule og blå. Det har ingen før præsteret.
»Vi må se, det er et svært spørgsmål. Jeg vil føle, at jeg kan præstere og tilføre noget. Jeg vil ikke bare møde op, fordi jeg er et navn. Døren er ikke lukket for noget,« siger han ifølge Reuters.
Den 36-årige svensker siger, at han savner at repræsentere de svenske farver.
»Jeg savner landsholdet. Når man har spillet for landsholdet i 20 år, og man ikke er der mere, og man kan se holdet spille videre, så er det hårdt.«
Zlatan Ibrahimovic kæmper for at komme i form, efter at han i april sidste år fik en slem skade.
»Det er generelt hårdt, når man tænker på, at jeg er skadet og ikke spiller. Jeg vil spille - sådan er det både med klubholdet og landsholdet. Landsholdet har gjort det godt,« siger angriberen.
Sverige kvalificerede sig da også til VM uden Ibrahimovics hjælp. I playoffkampene mod Italien blev det til en samlet sejr, efter at blandt andre Holland var blevet sat til vægs i kvalifikationens gruppe A.
Zlatan Ibrahimovic sagde ellers farvel til Sveriges landshold efter EM i 2016.
Han forventer ikke, at det bliver et problem at vende tilbage, hvis han selv ønsker det.
»Jeg tror ikke, at nogen behøver at ringe til nogen. Hvis jeg ønsker at være der, så er jeg der, sådan er det. Når jeg igen kan gøre det, jeg ønsker, kan jeg tænke over det,« siger svenskeren.
Snakken om en retur på det svenske landshold for Zlatan Ibrahimovic begyndte allerede i november, straks efter Sverige havde kvalificeret sig til VM efter en samlet sejr over Italien.
Der blev landstræner Janne Andersson første gang spurgt ind til et comeback for Manchester United-spilleren, og selv om han talte pænt om angriberen, var det ikke, fordi døren blev til nationalmandskaber blev sparket op med et brag.
»Zlatan er vores største spiller genem tiden. Men Zlatan har valgt ikke at være med. Hvorfor fanden skal vi snakke om ham, når han ikke er med. Det er irriterende at snakke om en spiller, som ikke var med på et hold, som har gjort det fantastisk. Men Zlatan er jo fantastisk på alle måder,« sagde Andersson, der frem for at snakke om den altoverskyggende svenske superstjerne hellere ville fremhæve det nuværende landsholds nye små 'superstjerner'.
»Jeg er stolt over den måde, som vi har kvalificeret os på. Vi har mange gode spillere. Det var ikke kun 'holdet', der gjorde det, Vi har mange gode individualister,« lød det fra Andersson, hvis mandskab har fået rigtig meget kredit for tiden efter Zlatan Ibrahimovic' stop på landsholdet.
Sverige har ikke deltaget ved de to seneste VM-slutrunder grundet manglende kvalifikation.
/ritzau/


