For en måned siden rapporterede italienske Footmercato, at ledelsen hos den italienske fodboldgigant AC Milan var mere splittede end nogensinde.
Samtidig skulle forholdet mellem den svenske legende Zlatan Ibrahimovic og direktøren i klubben, Giorgio Furlani, være anspændt.
Furlani afviste straks alle rygter, men i ugerne efter artiklen, er Zlatan ikke blevet set på træningsanlægget i Milanello, hvorfor rygterne blot har taget til.
Men nu bryder svenskeren tavsheden. Han har været syg.
»Jeg havde en virus, og jeg har endda tabt mig tre kilo. Men nu har jeg det bedre, og jeg er til stede,« siger Ibrahimovic til tv-kanalen Dazn ifølge Aftonbladet.
»Jeg så, at der stod skrevet, at jeg havde et skænderi med Furlani og nogle andre ting, men det hele er falsk, opdigtet.«
Zlatan Ibrahimovic arbejder i AC Milan, hvor han fungerer som rådgiver for klubbens ledelse og amerikanske ejere, RedBird Capital Partners.
Men selv om han arbejder side om side med klubbens direktør, mener den tidligere angriber ikke, at der er opstået gnidninger.
»Der er meget snak om denne rolle, men vi står alle sammen. Jeg vil hjælpe alle i klubben både på og uden for banen,« siger han til videokanalen.
Ibrahimovic stoppede sin karriere i 2023 i netop AC Milan.

