29 sekunder.

Længere tid fik stortalentet Dani Ceballos ikke på banen, da Real Madrid onsdag spillede mod Leganes i en udsat ligakamp.

Dybt, dybt inde i tillægstiden blev den 21-årige kantspiller skiftet ind af træner Zinedine Zidane, der på dét tidspunkt ikke havde meget på spil. Se højdepunkter fra Real Madrids 3-1-sejr øverst i artiklen

Real Madrid førte 3-1, og Dani Ceballos nåede aldrig at røre bolden, inden kampen blev fløjtet af. Kun 13 sekunders aktivt spil blev det til. Og så stormede han ned i omklædningsrummet.

Her kan du læse om, hvordan Gareth Bale ligner en færdig mand i Real Madrid

På sociale medier var der efterfølgende stor harme over, at Zinedine Zidane overhovedet skiftede ham ind på så sent et tidspunkt.

Her er et uddrag af kommentarer fra Twitter:

  • »Jeg væmmes virkelig.«
  • »Jeg ville nægte at gå på banen, hvis jeg var Ceballos.«
  • »Skrid Zidane, det er mangel på respekt iover for Ceballos.«
  • »Hvorfor gjorde Zidane det mod Ceballos.«
  • »Jeg har virkelig, virkelig ondt af Ceballos. Han fortjener bedre.«

Real Madrid købte i sommer Dani Ceballos i Real Betis i skarp konkurrence med FC Barcelona, men det er ikke blevet til meget spilletid i denne sæson for fodboldspilleren, der ellers betragtes som et af spansk fodbolds hele store talenter.

Nu lyder det i det spanske tv-program ’Chiringuito de Jugones’, at Dani Ceballos har fået nok af tilværelsen i Real Madrid, hvor han ellers har en kontrakt for hele seks sæsoner.

Ifølge journalisten Cristobal Soria har fodboldspilleren meddelt, at han vil til Premier League-klubben Liverpool til sommer, efter at han angiveligt blev nægtet et skifte i det netop overståede januar-transfervindue.

Dani Ceballos har også været en fremtrædende figur på det sucesrige spanske U21-landshold.
Dani Ceballos har også været en fremtrædende figur på det sucesrige spanske U21-landshold. Foto: VINCENT WEST
Vis mere

Den sene udskiftning har vakt opsigt i Spanien.

Også i Real Madrid-mediet Marca, hvor udskiftningen bliver kaldt ’grim’. Og her kommer der også et stille hug til Zinedine Zidane.

»Det var akavet, men ikke en ydmygelse. Zidane blev fanget på sengen, da der kun blev lagt to minutter til, og tiden gik hurtigt. Det er et nyt eksempel på hans manglende evne til at reagere: Han kunne have droppet udskiftningen og sendt Ceballos tilbage på bænken, men det valgte han ikke at gøre,« skriver journalisten Jesus Sanchez.

Real Madrids næste kamp er mod Alaves på lørdag.