Den tidligere Real Madrid-træner mener ikke, han havde ledelsens tillid længere, skriver han i et åbent brev.

Real Madrid havde ikke længere tiltro til Zinedine Zidane og satte ikke pris på franskmandens arbejde.

Det giver den 48-årige franskmand udtryk for i et åbent brev ifølge nyhedsbureauet AFP.

Zidane sagde selv sit job som cheftræner op i sidste uge.

Jeg forlader klubben, fordi den ikke længere har den tillid til mig, som jeg har brug for, og ikke længere støtter mig i at opbygge noget på mellem eller lang sigt, skriver Zidane.

Foto: SUSANA VERA
Vis mere

Han er desuden såret over den måde, som fyringen blev lækket til medierne på.

»Jeg har ikke bedt om særbehandling, men blot om at man husker lidt mere på fortiden. I dag er en træners karriere i en storklub to sæsoner, ikke så meget mere. Hvis den skal holde længere, er de medmenneskelige relationer væsentlige. Vigtigere end penge og berømmelse. Større end alt,« skriver han og tilføjer:

»Det er grunden til, at det sårede mig, da jeg læste i medierne efter et nederlag, at jeg ville få sparket, hvis vi ikke vandt den næste kamp. Det sårede mig, fordi denne information bevidst blev lækket til medierne og skabte negativitet, usikkerhed og tvivl.«

Zidane slår desuden fast, at han kender mekanismerne i en storklub. At en cheftræner skal vinde trofæer, hvis han skal beholde sit job.

»Jeg er en født vinder, og jeg var her for at vinde trofæer. Men derudover er der også mennesker, følelser, livet, og jeg har fornemmelsen af, at det ikke blev værdsat.«

»Der er ikke forståelse for, at det er sådan, man opretholder dynamikken i en stor klub. Alt, hvad jeg byggede på til daglig, hvad jeg bragte til mine forhold med spillerne, er glemt.«

Zidane tilføjer i sit brev, at han fortsat gerne vil være træner.

I den forgangne sæson endte Real Madrid på andenpladsen i La Liga, mens bysbørnene fra Atlético Madrid snuppede mesterskabet.

Zidane har som træner tidligere ført Real Madrid til to spanske mesterskaber samt hele tre Champions League-triumfer i træk. Han har været ansat i to perioder i klubben siden 2016.

Zidane var første gang træner i Real Madrid fra 2016 til 2018 og blev for anden gang ansat i 2019. Kontrakten løb egentlig til 2022.

I denne sæson er det ikke blevet til nogen titel for Real Madrid for første gang i mere end et årti.

/ritzau/