Real Madrid tabte overraskende point med 1-1 hjemme mod Levante, og dermed har mestrene fået en skidt start.
Normalt er Levante kanonføde, når holdet lægger vejen for Real Madrids hjemmebane, Bernabeu, men lørdag hentede klubben et overraskende point i hovedstaden.
Real Madrid-træner Zinedine Zidane havde valgt at spare en del profiler, og det gav bagslag for den succesfulde træner. Mestrene måtte nøjes med 1-1.
Levante rørte stort set ikke bolden i de første ti minutter, men gæsterne skulle heller ikke bruge meget tid med bolden, førend de leverede chokstarten.
Et langt indkast endte hos Ivi Lopez tæt under mål, hvor han i to omgange udnyttede forvirring hos Daniel Carvajal til at gøre det til 1-0.
Herefter satte Real Madrid sig tungt på kampen, og det blev til et par gode chancer, som dog ikke blev udnyttet.
Man skulle helt frem til ti minutter før pausen, førend udligningen kom.
Sergio Ramos er altid en trussel på dødbolde, og han kom højest til et hjørnespark. Bolden ramte Levante-keeper Raul Fernandez på benet og lagde sig til rette lige foran målstregen.
Her stod både Lucas Vázquez og Gareth Bale i kø for at prikke den ind. Det blev førstnævnte, som fik foden på.
Bale var kommet på banen i stedet for en skadet Karim Benzema.
Den hurtige waliser fik også en friløber inden pausen, men hans lidt svage afslutning blev reddet.
Efter 2-2 mod Valencia ville endnu et pointtab være dyrt for Real Madrid blot tre runder inde i sæsonen.
Derfor blev presset intensiveret efter pausen, men effektiviteten var til at overse.
Bale havde et par udmærkede tilbud, men waliseren er ikke i topform for tiden.
Trods indskiftning af formstærke Isco lykkedes det ikke at prikke yderligere hul på Levante-defensiven.
Marcelo fik tilmed et rødt kort i slutminutterne for at sparke ud efter en modstander i frustration.
Vinder FC Barcelona senere lørdag lokalopgøret mod Espanyol, vil Real Madrid allerede være fire point efter rivalerne i tabellen.
/ritzau/