Real Madrids træner, Zinedine Zidane, er utilfreds med angrebet og intensiteten i nederlaget til PSG.

Real Madrids franske træner, Zinedine Zidane, kritiserer sine spillere for at mangle intensitet i nederlaget til Paris Saint-Germain (PSG).

Det siger han efter det klare nederlag på 0-3 i Paris til et lettere reservespækket fransk mesterhold i første runde af Champions Leagues gruppespil.

»Det, der gør mig sur, er, at vi ikke kom med nok intensitet i kampen.«

»På det her niveau er det umuligt, hvis man ikke gør det,« siger Zidane ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han roste sit mandskab for det første kvarter, men så gik det også ned ad bakke. Real Madrid, der har vundet turneringen fleste gange af alle – 13 gange – havde end ikke et skud på mål mod PSG, der manglede hele sit normale angreb med Kylian Mbappe, Neymar og Edinson Cavani.

Det er første gang siden sæsonen 2003/2004, at den spanske kongeklub ikke formår at få et skud inden for målrammen i en kamp i Champions League, skriver fodboldmagasinet Goal.

Derudover er det også første gang siden 2006, at Real Madrid taber den første gruppekamp. Dengang var det også i Frankrig, dog mod Lyon. Og netop det faktum, at PSG-målmanden ikke blev testet, rystede efterfølgende Zinedine Zidane.

»At fejle i at skabe ordentlige chancer med de spillere, vi har i angrebet – Gareth Bale, Karim Benzema og Eden Hazard – er en mærkelig følelse,« siger Zidane.