Real Madrid er 15 point efter førende FC Barcelona i den spanske liga. Men slaget er slet ikke tabt, mener madrilenernes træner, Zinédine Zidane.

»Vi skal bare vinde resten af kampene. Det er såmænd det hele,« sagde franskmanden på en pressekonference fredag ifølge goal.com

Senest tabte Real Madrid 0-1 ude mod Espanyol (DU KAN SE HØJDEPUNKTERNE I KLIPPET ØVERST PÅ SIDEN), og det var de forsvarende mestres femte nederlag i ligaen i denne sæson. Til sammenligning har Atlético Madrid på andenpladsen kun tabt en enkelt kamp, mens FC Barcelona endnu er ubesejrede.

»Det bliver da svært at vinde resten af kampene,« anerkendte Zinédine Zidane.

»Men det er det, vi skal. Det er det, der er vores opgave. Det er det, spillerne skal tænke på. Og hvis de gør det, og de har motivationen, så kan det godt lade sig gøre. Der er måske dem, der mener, at det hele er forbi, men i fodbold skal man altid kæmpe til det sidste. Det bliver svært - men ikke umuligt,« gentog Zinédine Zidane.

I weekenden venter en meget vigtig kamp i toppen af ligaen, hvor FC Barcelona tager imod Atlético Madrid. Catalanerne tabte senest to point ved at spille 1-1 på Gran Canaria mod Las Palmas, men de har dog stadigvæk et forspring på fem point til holdet, som for nylig slog FCK ud af Europa League.

»Lad os nu se, hvad der sker. Barcelonas forspring er nede på fem point. Havde I regnet med det? Hvis Atl+etico vinder, er der kun to point. Det var der jo ingen, der havde regnet med. Ligaen er i live, og jeg er optimist. Det er jeg altid - lige til det sidste,« sagde den 45-årige Real Madrid-træner.