Karim Benzema er en stjerne i Real Madrid og regnes af mange for en af verdens bedste angribere. Alligevel har han ikke været på det franske landshold i mere end fem år.
Årsagen skal findes tilbage i juni 2015, hvor Benzema som vanligt var udtaget til det franske landshold i forbindelse med en landskamp. Men opholdet i landsholdslejren udviklede sig noget anderledes end normalt.
Real Madrid-angriberen agerede angiveligt mellemmand og afpresser for en ven, der var kommet i besiddelse af en sexvideo med Benzemas landsholdkammerat Mathieu Valbuena.
Kort efter blev Benzema suspenderet fra landsholdet, så længe sagen stod på. Det har den gjort i mere end fem år nu, og Benzemas træner i Real Madrid, franske Zinedine Zidane, er uforstående.
- Hvordan skal jeg kunne forstå det? Jeg forstår det ikke, du forstår det ikke, og mange andre mennesker forstår det ikke, siger Zidane om sagen, efter at Benzema lørdag med to mål og en assist sikrede holdet en 3-1-sejr over Celta Vigo i La Liga.
- Det, han leverede i dag, var spektakulært, mener Zidane.
Landstræner Didier Deschamps har flere gange slået fast, at Benzema ikke kommer tilbage i landsholdsvarmen. Det samme har landets fodboldpræsident.
Zidane er selv en af de største spillere i fransk landsholdshistorie, og selv om han kan glæde sig over ikke at skulle afgive Benzema til landsholdstjeneste, så forstår han ikke beslutningen.
- For folk, som elsker fodbold, er Karim fantastisk at se. Alle elsker at se ham spille, og hans holdkammerater elsker at spille med ham, lyder det fra Zidane.
Benzema har indrømmet, at han henvendte sig til Valbuena i landsholdslejren i 2015 angående den sexvideo, som en barndomsven var kommet i besiddelse af. Men han nægter at have deltaget i pengeafpresningen.
Den 33-årige angriber nåede at spille 81 kampe og score 27 mål for landsholdet.
/ritzau/
