Den franske landsholdslegende Zinedine Zidane har ambitioner om at blive landstræner for det franske landshold.
Det fortalte han søndag under et arrangement, der blev afholdt af den italienske avis La Gazzetta dello Sport.
- Jeg er sikker på, at jeg vil vende tilbage til trænergerningen.
- Jeg siger ikke, at det kommer til at ske nu, men vil jeg gerne træne landsholdet på et tidspunkt, sagde Zidane ved arrangementet.
Den nuværende træner for det franske landshold, Didier Deschamps, meddelte i januar, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, der løber til og med VM næste år.
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP er 53-årige Zidane favorit til at overtage roret efter Deschamps.
- Det vigtigste er at have en passion for fodbold og at have et ønske om at give noget videre til sine spillere, det man har i sig, dybt inde i sig selv.
- En træner spiller en vigtig rolle for sit holds succes. Efter min mening udgør hans energi og lyst 80 procent af, om tingene går godt, lød det søndag fra Zidane.
Zidane har i to omgange været træner for det spanske fodboldhold Real Madrid. Første gang fra 2016 til 2018 og anden gang fra 2019 til 2021.
I den tid nåede han at føre klubben til to spanske mesterskaber samt hele tre Champions League-triumfer i træk.
/ritzau/AFP