Zinedine Zidane havde ikke behøvet at gå arbejdsløs i lang tid.

Hvis franskmanden ikke ønskede at vende tilbage til Real Madrid, havde han nemlig andre muligheder på hånden.

Det afslørede han på mandagens pressemøde i Madrid, hvor han blev præsenteret som ny manager i Real Madrid.

»Jeg havde et antal af andre tilbud på hånden, men jeg ønskede at blive her i Madrid,« lød det fra den franske legende.

Zinedine Zidane vandt Champions League med Real Madrid i 2016, 2017 og 2018.
Zinedine Zidane vandt Champions League med Real Madrid i 2016, 2017 og 2018. Foto: Andrew Boyers
Vis mere

Hvilke klubber, Zidane refererede til, kom han ikke yderligere ind på, og det står derfor i det uvisse.

Tilbage i december var det dog på rygtebasis, at Manchester United havde brændt sig varm på Zidane til at overtage manager-jobbet fra Jose Mourinho, der blev fyret i december. Omvendt forlød det dog, at interessen ikke var gengældt og derfor ville samarbejdet ikke blive til noget.

I stedet løb Real Madrid af med Zidane, hvilket præsidenten i Real Madrid, Florentino Pérez, er stolt af.

»Du har en utrolig historie i klubben både som spiller og træner. Du repræsenterer klubbens grandiositet, og vi er stolte over at have dig tilbage,« sagde Perez ved mandagens pressemøde.