Det gør ondt i hjertet på den danske landsholdsspiller Mathias 'Zanka' Jørgensen, når racismeråbene eksploderer fra tribunerne. 

Seneste i forbindelse med den brasilianske stjerneangriber Vinicius Junior fra Real Madrid, der har været udsat for racisme fra de spanske fodboldfans.

»Mit retfærdighedsbarometer tilter fuldstændig over,« siger Mathias 'Zanka' Jørgensen til debatten om racisme i fodbold i TV 2s podcast 'Dato'.

Selv har han gennem hele sin karriere oplevet racistiske tilråb. Han var ikke mere end 10-11 år, hvor han oplevede, at en dommer kaldte ham for haleneger.

»Jeg var bare et barn. Det ramte bare. Jeg begyndte at tude,« siger 'Zanka' om en af de mange situationer, hvor han har oplevet racistiske tilråb.

Mathias 'Zanka' Jørgensen tager stærk afstand fra racisme-råb fra tribunen.
Mathias 'Zanka' Jørgensen tager stærk afstand fra racisme-råb fra tribunen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Med hjælp fra familien har han lært, at han var god nok uanset, hvad folk kaldte ham.

Men 'Zanka' har dog haft tanker om, hvad hans egen søn vil opleve, når han vokser op.

Brentford-spilleren elsker selv, når modstandernes fans råber efter ham. Det opildner ham, og han vil gøre alt for ikke at give dem glæden ved at vinde over ham og hans klub.

Men grænsen går ved homofobiske og racistiske tilråb. Og der skal sættes ind over for det. 

'Zanka' mener, at det er Divisionsforeningen, der er nødt til at skride ind mod racismen og homofobien. Divisionsforeningen bliver nødt til at dele bøder ud til klubberne, for at klubberne gør noget aktivt for at lukke ned for de racistiske tilråb.