Landsholdsprofilen Mathias 'Zanka' Jørgensen har stjålet overskrifter de sidste par dage.

Den danske forsvarsspiller, der spiller i den tyrkiske klub Fenerbahce, var iført en t-shirt med et politisk budskab, der relaterer sig til den tyrkiske invasion af det nordlige Syrien.

Selv har Mathias 'Zanka' Jørgensen forholdt sig tavs, hvorimod eksperter, kommentatorer og DBU blandt andet har kommenteret på sagen om t-shirten.

I mandagens udgave af 'Superliga Uden Filter' blev sagen naturligvis også drøftet. DU KAN SE DISKUSSIONEN I VIDEOEN I TOPPEN AF ARTIKLEN.

Her ses Zanka i iført t-shirten med skriften: Fædrelandet/hjemlandet er med jer.
Her ses Zanka i iført t-shirten med skriften: Fædrelandet/hjemlandet er med jer.
Vis mere

Og sagens kompleksitet kom også til udtryk i stor uenighed om den omdiskuterede sag.

»Livet handler om valg. Når man tilvælger Tyrkiet - en af de store Istanbul-klubber - så vælger man noget.«

»Han har taget den trøje over hovedet selv. Så kan det være nok så stort et pres fra klubben, men... Jeg har ikke ondt af ham. Den trøje skal bare af, og han skal sige: 'Den skal jeg selvfølgelig ikke have på'. Og så kan det være, det koster en kamps karantæne, det kan også være, det koster hans kontrakt,« lød det blandt andet fra Jacob 'Gaxe' Gregersen.

Flere af panelets deltagere var af den holdning, at man altid har et valg - også når det kommer til at tage en t-shirt med et politisk budskab på - men at det ikke nødvendigvis har været noget let eller konsekvensfrit valg at træffe for Mathias 'Zanka' Jørgensen.

Den tidligere fodboldspiller Kenneth Emil Petersen tog Mathias 'Zanka' Jørgensen i forsvar.

»Jeg synes ikke, at 'Zanka' skal stå til ansvar for det her. Jeg tror, alle der kender 'Zanka', de ved godt, at denne her trøje havde han helst været foruden. Der er ikke nogen af os, der har en jordisk chance for at vide, hvordan det har været at være Mathias 'Zanka' Jørgensen (i den situation, red.),« lød det fra Kenneth Emil Petersen i studiet.

Mathias 'Zanka' Jørgensen er blevet genstand for en højspændt politisk debat om Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien.
Mathias 'Zanka' Jørgensen er blevet genstand for en højspændt politisk debat om Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Billedet af Zanka og det politiske budskab er også nået frem til Folketingets nestor og formand for Kulturudvalget, Bertel Haarder (V).

Til B.T. fortalte han, at han heller ikke tror, at 'Zanka' har båret trøjen med sin gode vilje.

Haarder er dog af den holdning, at 'Zanka' må tage de tæsk, der følger med.

»Det må 'Zanka' altså finde sig i. Tyrkiet er altså blevet en stat, som overskrider en række grænser for, hvad en moderne demokratisk stat kan gøre. Om han vil tage konsekvensen, det er hans egen beslutning.«