Efter ni år stopper studieværten Zak Egholm på Discovery.

Det oplyser han selv på Twitter.

Han indleder opslaget med at skrive, at han 'har truffet en vigtig beslutning' og fortsætter:

»Jeg har opsagt min stilling hos Warner Bros. Discovery, så jeg har sidste arbejdsdag d. 31. august efter ni suveræne år.«

Han skriver, at han nu går ind i freelancebranchen.

»Jeg glæder mig til fremtiden og til de opgaver, der kommer min vej!«

Zak Egholm har været med til at dække Superligaen og landsholdet, da Discovery havde rettighederne til disse kampe.

Som studievært har han blandt andet samarbejdet med tidligere landsholdsprofiler som Flemming Povlsen, Thomas Gravesen og Lars Jacobsen, som alle har stået i studiet med Zak Egholm.

Zak Egholm var også med til at dække OL i Tokyo for tre år siden.