Yussuf Poulsen scorede et mål og havde stor aktie i et andet, da Leipzig slog HSV i tysk pokalsemifinale.

RB Leipzig og Yussuf Poulsen er klar til den tyske pokalfinale, hvor enten Werder Bremen eller Bayern München venter.

Det blev en kendsgerning, da Leipzig tirsdag aften vandt sin semifinale ude over Hamburger SV fra 2. Bundesliga med 3-1.

Danske Poulsen spillede endda en hovedrolle, da han scorede et mål og havde en stor aktie i et andet.

11 minutter var spillet, da Yussuf Poulsen bragte Leipzig foran. Den danske angriber pandede bolden i mål efter et hjørnespark til stillingen 1-0.

Midtvejs i første halvleg kom HSV dog tilbage efter noget af en forsvarsfejl. Bakery Jatta erobrede bolden i venstre side, og han løftede bolden over målmand Peter Gulacs, der var kommet på mellemhånd, og så stod det 1-1.

Otte minutter efter pausen havde Yussuf Poulsen igen en stor aktie i målet, da Leipzig kom på 2-1.

Bolden blev sendt fra venstre side og til bageste stolpe, hvor danskeren med indersiden flugtede bolden ind foran mål. Her prøvede Vasilije Janjicic at afværge situationen, men hårdt presset scorede han selvmål.

18 minutter før tid faldt afgørelsen så. Svenske Emil Forsberg fik bolden lige uden for feltet, og efter et kort aftræk sparkede han bolden resolut ind ved den ene stolpe til 3-1, og derfra blev sejren kørt sikkert hjem.

Den anden semifinale mellem Werder Bremen og Bayern München spilles onsdag.

Finalen afvikles 25. maj.

/ritzau/