Den danske landsholdsspiller kom på måltavlen, da RB Leipzig søndag vandt i den tyske pokalturnering.

Köln. Yussuf Poulsen kom på måltavlen for anden gang på ti dage, da RB Leipzig søndag spillede sig videre i den tyske pokalturnering.

Den danske angriber udlignede til 1-1 efter lidt over en times spil i Leipzigs 3-1-sejr over Viktoria Köln.

Dermed var Poulsen også med til at afværge en mindre fiasko mod holdet fra Köln, der spiller i den fjerdebedste tyske række.

Otte minutter efter danskerens scoring i anden halvleg gjorde svenske Emil Forsberg det til 2-1.

Yussuf Poulsen blev også noteret for en assist søndag, da han lagde op til Leipzigs 3-1-mål, som Jean-Kévin Augustin stod for.

Det er danskerens anden scoring i den nuværende sæson, efter han også kom på måltavlen i RB Leipzigs første kamp mod rumænske Craiova i Europa League-kvalifikationen.

Yussuf Poulsen var en del af den danske landsholdstrup ved sommerens VM i Rusland. Her blev han matchvinder, da Danmark slog Peru 1-0 i gruppespillet.

/ritzau/