Yussuf Poulsen slår nu en gang for alle fast, at han ikke har planer om at forlade RB Leipzig.

»Der er nul-komma-nul sandhed i det,« siger han.

I et interview med Kicker tager den danske landsholdsspiller nu fuldstændigt afstand fra de historier, der for halvanden måned siden dukkede op om, at gerne ville prøve noget nyt efter snart syv år i den tyske klub.

»Jeg har på intet tidspunkt haft et skifte i tankerne, og det har jeg stadig ikke,« siger Yussuf Poulsen med tilføjelsen:

»Jeg er ikke på jagt efter en transfer, uanset hvordan det kommer til at gå i de sidste otte kampe.«

I denne sæson er det unge træner-stjerneskud Julian Nagelsmann blevet træner i RB Leipzig, og det har betydet, at den snart 26-årige danske offensivspiller har siddet en del mere på bænken en tidligere. Hvilke også har givet grobund for fremtidsspekulationer.

Det havde dog ændret sig lørdags, da det var RB Leipzigs tur til at tage hul på den genstartede Bundesligasæson oven på corona-nedlukningen.

Mod Freiburg var Yussuf Poulsen ikke bare tilbage i startopstillingen. Han var også anfører - og han scorede sit holds enlige mål i 1-1-kampen. Se målet øverst i artiklen

Yussuf Poulsen med anførerbindet i søndagens kamp.
Yussuf Poulsen med anførerbindet i søndagens kamp. Foto: POOL
Vis mere

Samtidig blev han den første spiller hos RB Leipzig til at spille sin kamp nummer 250 for klubben.

Yussuf Poulsen fortæller til Kicker, at han i coronapausen har arbejdet intensivt med sin kondition og afslutninger. Og det gjorde han ikke på opfordring fra Julian Nagelsmann.

»Jeg har ambitioner nok til, at jeg ikke bare ville lade stå til. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget for at lave om på tingene. Det behøvede ingen at sige til mig, og derfor har der heller ikke været nogen samtaler,« siger Yussuf Poulsen.

Yussuf Poulsen fik debut for RB Leipzig tilbage i juli 2013, hvor Hallescher FC var modstanderen i 3. Bundesliga.