Den danske landsholdsspiller fik cirka ti minutter på banen i RB Leipzigs 2-1-sejr over Zenit i Europa League.

Leipzig. Fodboldspilleren Yussuf Poulsen fik lidt over ti minutter på banen som indskifter, da RB Leipzig torsdag aften hentede en sejr i ottendedelsfinalerne i Europa League.

Den danske landsholdsspiller blev skiftet ind efter 79 minutter i hjemmekampen mod russiske Zenit Skt. Petersborg, da stillingen var 2-0 til tyskerne.

Uheldigvis for Leipzig fik Zenit reduceret til slutresultatet 1-2 kort før tid, et resultat der gør returkampen til en meget åben affære.

Efter en målløs første halvleg kom der gang i målproduktionen cirka ti minutter inde i anden halvleg.

Timo Werner spillede Bruma fri med en smart hælaflevering, og Bruma scorede sikkert til 1-0.

13 minutter før tid sørgede Timo Werner selv for 2-0-målet, da han blev spillet fri på kanten af offside.

Kort tid efter kom Yussuf Poulsen på banen til det, der lignede et rigtig godt resultat for hjemmeholdet.

Fire minutter før tid blev Zenit imidlertid tildelt et frispark uden for straffesparksfeltet.

Anfører Domenico Criscito gik til bolden og sendte med en smuk afslutning bolden højt op i nettaget til 1-2.

I torsdagens øvrige sene kampe var der hjemmesejre til Olympique Marseille og Sporting Lissabon, mens Lazio snublede på eget græs.

Marseille chokstartede med et mål i første minut hjemme mod Athletic Bilbao, som blev sendt hjem til Spanien med et nederlag på 1-3.

Sporting vandt hjemme 2-0 over Viktoria Plzen, mens Lazio måtte nøjes med 2-2 på eget græs mod Dynamo Kiev.

/ritzau/